NYC Downtown

From a very grey and barren High Line Park.

 

Penn Station.

St. Patrick’s Day on 5th Ave.

Eataly.

Carnegie Hall.

NYC Uptown and beyond

Strange (and strangely intriguing) Emurrica.

Grand Central Station on my way to Harlem.

Harlem.

And a sign in creole!

Brooklyn.

Williamsburg Bridge & Williamsburg.

Jewish schoolbus.

Coney Island, one week before opening.

Port Salut & Jacmel

We managed to convince Despagne to go to the tranquil town of Port Salut in SW Haiti because the white people needed some sun, sea and palms for a couple of days…

and a luxury hotel

with a fantastic, soothing view

and homemade cocktails with Haitian rum.

During  the week without the other volunteers in Port-au-Prince, I went on a trip to a public folkloric beach with Despagne and the family just outside Jacmel.

A bit messy, but with no less Haitian charm.

Despagne knows people everywhere and had somebody cook us this gorgeous, genuine dish.

… wrote the kids…:

The family left, and I checked in to this lovely little place in central Jacmel.

The quiet, colourful street of Hotel Florita. I met the American slightly raving mad, alcoholic owner and a Canadian guy in a very strong 30 years old crisis “searching for himself”… But the praised Haitian beer Prestige didn’t disappoint.

What remained of the carnival one month earlier and yesterday’s market.

The town is very proud of its art traditions. And the phone company Digicel owns the street signs.

Earthquake reminder with sea view.

(Jørgen Leth lived down there somewhere)

Mwen ale. Bye bye, Jacmel; orevwa, Ayiti.

Next stop: New York.

En route, Haiti

The view from Despagne’s pick up truck.

Driving through Les Cayes – in Haiti known as Aux Cayes.

Port-au-Prince / Potopwens

At Despagne’s house.

Pierrevy is roasting and grinding his homegrown coffee for me in the old fashioned way.

The hair fascination can work both ways.

Views from my balcony.

A kitchen in another part of town.

If the condition of this building corresponds to the state of electricity in the country…

The unfinished Aristide building.

Concert? President? Potato – potahto.

My new favourite pictograph.

Pa pise la. Meri PV = Creole no-bullshit language for: Pas pisser là. Mairie Pétionville (Don’t pee here).

Marché de fer – rebuilt easily after the earthquake because of the iron construction.

Lovely gingerbread architecture.

Hotel Oloffson.

Geometric southern cooking.

Fimen lokal – fumer local. Très local.

Duchity, Haiti – billederne!

Først og fremmest:

Despagne.

Despagne og hans kone Polène.

Køkkenet i huset i Duchity

På terrassen kunne vi følge med i fodboldkampen mellem to af byens skoler

Fra venstre Polène, hendes bedstemor og Despagnes kusine – vores madmor.

Vi hjalp Prisca og Mahoune med lektierne

Landsbyen Duchity

Den største af de to gader.

Biblioteket (!), leveringsdygtigt i Flaubert til mig, der udfyldte kartotekskort.

Markedsdag hver mandag og torsdag

Og markedet efter regnskyllet…

Denne lille bygning udgjorde hele Despagnes skole da han gik der.

Minikarneval i minibyen

Oplysning om forebyggelse af kolera i lægehuset.

Despagnes famøse mur + sten.

Vores største bedrift var at insistere på at male gulvet, så det tørre beton ikke hvirvler op. Meget tilfredsstillende!

Og så lavede vi perler med de andre børn…

Og pludselig var ti lange dage gået omgivet af den røde jord.

Orevwa, Ayiti

Jeg kom tilbage på amerikansk jord i tirsdags, men før jeg vil udbrede mig om hvor fantastisk og inspirerende her er, vil jeg afrunde mit eventyr i Caribien.
Det var en særlig fornemmelse at forlade Haiti. Jeg havde glædet mig meget, men som ugen gik vænnede jeg mig mere og mere til livet i det lille hjem med de mange søde mennesker. Det var blevet en behagelig rutine at stå op, spise (varm) morgenmad med børnene inden skole, vaske op og/eller lave mad med Pierrevy, før jeg tog på småture til Pétionville og dens gallerier eller bare til bageriet og supermarkedet oppe ad labyrinten af skæve stier og 108 trin.

En dag under madlavningen talte jeg med Pierrevy om voodoo, kristendom og den haitianske zombiekultur. Jeg tænkte at jeg som den nysgerrige turist hellere lige måtte få det hele på det rene med det berømte og berygtede voodoo. Han fortalte godt og oplysende om det indtil jeg bemærkede at han blev ved med at tale om at les vaudouisants (praktiserende voodoo) arbejder sammen med djævlen. Det synes jeg nok lige lød som en kristen holdning? Det kunne han ikke svare på; ville måske ikke, velvidende at grænsen mellem tro og viden i denne henseende er hårfin og en definitionssag. Senere påpegede jeg dette over for den veluddannede, oplyste og mere bredtskuende Bourdo, som gav mig ret og sagde at les vaudouisants naturligvis ikke selv synes de er hverken onde eller arbejder sammen med djævlen – som de i kraft af deres voodootro ikke tror på.
Pierrevys halvbror er selv vaudouisant, så da han alligevel skulle se ham den dag, tog jeg med ham til et kvarter op ad et bjerg for at høre lidt om voodoo og se hans alter. Han brugte lidt tid på at forberede eller hilse på ånderne eller hvad det var, inden han lukkede mig om bag forhænget til det lille rum. Han havde et stearinlys i den ene hånd og en krukke vand i den anden, og hilste på ånderne i hvert verdenshjørne, der repræsenterer de fire elementer. Så fik han mig til at dryppe lidt vand tre steder på gulvet. Ved ikke rigtig hvad det var for noget. Så drak han lidt rom og fremsagde noget, som sikkert har været en tak til ånderne og naturen.
Nej, denne gang oplevede jeg hverken nogen gå i trance eller slagte en kylling. Da jeg endelig fik tilbuddet i Jacmel til at se en rigtig voodooceremoni, tror jeg jeg var så mæt af fremmede indtryk efter tre ugers rejsen rundt. Så mere eksotisk blev det heller ikke, men det vigtigste for mig var også bare at se artefakterne (se billeder herunder) og høre nogen tale om det, for at få det op til overfladen.
Hvadenten haitianerne tror på voodoo eller ej, anerkender de alle at det er en del af deres kultur, og at de i sin tid definerede sig som nationalitet netop gennem blandingen af afrikansk og vestlig tro.

Zombier – her skal du ikke forestille dig en dødedansende fra Thriller, men et almindeligt udseende menneske, der kun mumler og ikke snakker – er en anden sag. Pierrevy forklarede mig hvordan de døde går rundt om natten og vil én ondt. Jeg forstod aldrig rigtig hvorfor, men de er vist jaloux på at de andre er levende. Han fortalte fuldstændig nøgternt og skråsikkert om det, så jeg spurgte om han troede på det. ‘Nej, jeg ved det.’ Bourdo bekræftede det senere; det er en dybtliggende del af den haitianske kultur, og grænsen mellem tro og overtro er fin og svær at definere.
Den haitianske forfatter Dany Laferriere, der nu bor i Canada, har skrevet en halvselvbiografisk roman om netop dette, Pays sans chapeau (Land uden hat – fordi ingen i Haiti er blevet begravet med hat på). Det er en sjov og oplysende bog om eksilhaitianeren, der besøger sit land efter 20 år, og som i kraft af den vestlige verdens snigende indflydelse på ham, pludselig synes at zombier er langt mere overtro end tro.

Smeltediglen fortsætter. En stor del af haitianerne meget kristne, de passer trofast kirken, og det spiller en stor rolle i hverdagen. Jeg snakkede med Prisca og Mahoune om at Tina og jeg ikke er troende, og det lød pludseligt fra Mahoune: “Tina will die”. Jeg blev fuldstændig paf, vidste oprigtig talt ikke hvad hun mente, og svarede at det skal vi allesammen. Så sagde hun skråsikkert “No, because I love God”. Jeg forsøgte mig med at forklare noget om at jeg også mener at hun selv skal dø, mens jeg gjorde mit bedste for hverken at såre hende eller gøre hende (alt for) bange. Men hvad fanden er det for en hjernevaskning. Hun er 6 år!(!!!).

Jeg kom til at holde meget af familien, og Despagne sagde at han ville skrive til Meg, som administrerer Vermont Haiti Project, at han ville have flere ligesom mig. Jeg brænder ikke særligt for at komme tilbage til Haiti, men at se Despagne og Polene igen, og opleve det færdige resultat i Duchity trækker da den anden vej.
Jeg har også fået blod på tanden med hensyn til at udforske flere af de caribiske øer, for ikke at tale om deres enestående turkisblå hav…

Jeg har følt mig rigtig godt tilpas med alle dem jeg har lært at kende, og det er let at være sig selv sammen med dem. Man er fantastisk ligeværdige, hvilket er lidt utroligt når man kommer fra så forskellige kår.
Måske er det mig der er et surt løg, men den livsglæde og energi, jeg har hørt så meget om haitianerne rummer, oplevede jeg simpelthen ikke. Jeg savnede smil, veloplagthed og hjælpsomhed. De har helt sikkert deres grunde, men ikke desto mindre påvirkede det mig og min holdning til menneskerne og landet.
Således er det en kæmpe forskel at komme til New York, hvor damen i lufthavnskontrollen siger ‘I love your pants’, og hvor man bliver taget imod med en åbenhed, der får en til at føle sig velkommen og hjemme med det samme.
Overfladisk eller ej, der kan amerikanerne virkelig noget.

Som blommen i et æg i det store æble.

En uge i Port-au-Prince.

Tina og døtrene tog hjem i søndags, så jeg har fået tiden til at gå alene i Port-au-Prince (eller bare Potoprens). I starten gik den lidt langsomt… Familien her er jo vildt søde, nemme og får en til at føle sig enormt hjemme. Til gengæld bliver jeg ikke rigtig indblandet i noget. Jeg har flere gange sagt at de bare skal sætte mig til noget, for jeg vil gerne gøre nytte, men der sker kun noget på eget initiativ. Således er jeg blevet husets opvasker, hvilket også er helt fint. Har også haft held med at lave rosinboller et par gange til børn og voksnes store glæde. Jeg er en del i køkkenet med Polenes bror Pierrevy, der altid er her og laver mad. Han siger at jeg ikke er som de andre frivillige, der ofte holder sig for selv på overetagen, hvor gæsterne bor. Det synes jeg lyder underligt. Hvorfor f… skulle man ellers være her, hvis det ikke er fordi man gerne vil være en del af det?
Familien roser mig for at være så sød og i øvrigt arbejdsom, men jeg laver jo langt mindre end jeg ville gøre derhjemme.

Despagne bliver ved med at sige at familien er fattig. Jeg synes de virker meget privilegerede. Eller måske bare foretagsomme. Eller heldige. Når han ikke er i Duchity og styre byggeriet, hvor han hyrer de lokale unge mænd for $5 om dagen, arbejder han som bilmekaniker og har tilsyneladende nok at lave. Han har også et bijob som chauffør for forskellige mennesker, bl.a. til et sted nord for PaP, hvor Vermont Haiti Project, som han er tilknyttet, og som giver ham lidt fondsmidler, har et projekt i gang med nogle frivillige.
Polene går i syskole fra middag til kl 16 og har et værksted i huset, hvor hun syer tasker af kiks- og chipsemballager. De er meget søde, men desværre kun pæne fordi man kender hende. Hvor mange gange har man ikke fået en ulandsdims af nogle der har været ude at rejse, og så ender den i bunden af skuffen…

Udover kernefamilien er der en masse fætre, nevøer og brødre, de fleste i 20erne, der hænger ud her og/eller bor i teltet på taget, som blev oprettet efter jordskælvet og nu fortfarende gør nytte.
Pierrevy læser til kok og noget med business og har gang i et kaffeforetagende. Han plukker selv kaffen på Pic Macaya, Haitis næsthøjeste bjerg ved Duchity. Siden franskmændenes dominans har ingen besteget bjerget fuldstændigt. De var nemlig så snedige at placere nogle dyrebare skatte på toppen og lægge fælder ud på vejen derop. Fælder, som åbenbart stadig gælder, også for franskmændene selv.
Pierrevy har en masse holdninger til mad, der også afspejler hvor han kommer fra. F.eks. kan han ikke lige kød der har været på køl… Han har lært mig at lave kaffe i det genbrugelige kaffefilter, hans egen meget søde kaffe.

Så er der Sebastien, Despagnes nevø, et behageligt og roligt gemyt, der er sidste år i high school. Han erkender at Haiti er et kaotisk og ikke særligt optimalt land, men elsker det ikke desto mindre, for det er her han føler sig tilpas. Han vil gerne være advokat for at forsvare de svage, selv med risikoen for at blive dræbt hvis han ikke vinder retssagen.
Bourdo, på alder med mig og utroligt veltalende på fransk, læser sciences humaines. Han er i praktik på en radio og er ved at skrive speciale om præsident Martellys mediebrug og propaganda under valgkampen.

Begge er optimistiske på Haitis vegne (jeg forstår det ikke rigtigt) og vil gerne være fri af USAs økonomiske støtte og politiske indblanden, fordi de føler sig som slaver i den amerikanske dagsorden. Jeg ved ikke om Haiti kan klare sig selv. Jeg spørger til den politiske debat i de haitianske medier, om nogen kritiserer regeringen, om de (eventuelle) intellektuelle har en rolle at spille. De kan vist ikke rigtigt svare. Jeg prøver at snakke med dem om, at en reel og grundlæggende ændring af landet måske må ske indefra og nedefra, ikke kun fra præsidentens side. Det er vist en by i Rusland (eller Arabien) for dem. Jeg tvivler på der kan ske ret meget fra folkets side, når det vigtigste for dem stadig er at hente vand, hugge hovedet af aftensmaden og sælge kiks i enkeltpakker på gaden. Er det bare mig der er for ensidig?

Og så er der jo sket det historiske, at Baby Doc Duvalier, der regerede landet fra 1971-86 er rejst til Haiti for at komme i retten for brud på menneskerettighederne. Det er tilsyneladende mest den vestlige verdens ønske. Familien havde intet sagt om det, så jeg opdagede det først da jeg talte med en fotojournalist på Hotel Oloffson, der var her for at forevige begivenhederne. Senere talte jeg med Despagne om det, han sukkere bare opgivende “politique…”. Jeg blev lidt harm og synes faktisk det her kan være lidt skelsættende for Haiti – om ikke andet så for resten af verdens billede af landet-, men han er træt af tomme løfter og medierne… Han siger at han er ligeglad med om Duvalier kommer i fængsel; han har en masse penge, og dem synes han han skal poste i landet samt sættes til at arbejde i Les Cayes eller Jérémie. Ærlig talt ikke en tosset idé. Haiti og dens indbyggere har langt mere brug for en asfalteret vej uden huller og gratis skoler end retfærdighed. Det synes at være Despagnes holdning, og han er vist ikke den eneste. Haitianerne vil bare have en hverdag der fungerer.

Der er skrald alle, alle vegne, men jeg har faktisk set hele tre skraldebiler. Den ene hed Satisfaction garantie. Dog kun på de helt store færdselsårer, så hvis man ikke bor lige der, ryger det bare ned i rendestenen eller bunken nogle andre har startet. Og så bliver det dér.
Alle tisser alle steder, så Roskilde Festivals urinstøv kan vist godt gå hjem og vugge. Despagne argumenterer med et glimt i øjet at der er så mange gode tomme toiletter i vejkanten, man jo er nødt til at fylde.

Ugen her har været lidt lang, men uden at jeg decideret har kedet mig. Har også så småt vænnet mig til livet her.
Den første dag uden fellow-fremmede tog jeg alene til Pétionville, en bydel sydøst for centrum, ikke så langt fra mig. Jeg tænkte det ville være en god forberedelse til hardcore PaP; det er en finere bydel, hvor alle kontorerne, de rige og de hvide er.
Så fin var den nu heller ikke… Man kunne i hvert fald godt mærke man var i Haiti… Fra det øjeblik mine blege ben kom til syne ud af bilen, havde jeg ikke fred et øjeblik. ‘Bonjou’, ‘I love you’, ‘beautiful’, ‘blanc’ og kysselyde lød overalt. Alle andre hvide end mig kører kun i bil… Jeg trak solbrillerne for øjnene og gik fast ligeud. Der var et mylder af mennesker, gadesælgere, bric a brac-forretninger. Jeg gik som planlagt efter en boghandler, hvor jeg osede haitiansk litteratur og tænkte lidt på min kommende opgave. Købte Houellebecqs La carte et le territoire, en fremragende roman om den moderne, vulgærtsensationelle verden og dens diskurser, vaner og fælder, som jeg slugte på en uge. Den er oversat til dansk, så skynd dig at komme i gang!
Besøgte et stort supermarked, som plejer at være den største turistattraktion for mig, når jeg rejser. I Haiti er alting imidlertid importeret, hvilket betyder amerikanske både produkter og priser. Hvis man endelig skal købe tofu med baconsmag, skal det sguda gøres i USA itself.

En anden dag var jeg med Pierrevy hos et haitiansk-amerikansk hippiecommunity og aflevere noget kaffe, han har til salg der. I sig selv ikke vildt interessant at se en rødøjet (hashrygende?) amerikaner der har fået haitiansk statsborgerskab og skaber sig en fri lille verden, der er kreativ og inspirerende, men fjern fra det haitianske gadebillede. Men det var rart at komme ud, samt debutere i taptapverdenen (busserne) med en indviet.

Onsdag tog jeg hul på PaPs kerne. Med Pierrevy som guide og bodyguard gjorde jeg en tour de force rundt i den kaotiske by. Champ de Mars er den store plads, hvor Palais National lå, indtil det kollapsede fuldstændigt ved jordskælvet. Der lå stadig et par bunker murbrokker, men genopbygningen er endnu ikke begyndt. Den oprindelige arkitekt er død, og nu kan man vist ikke rigtig finde ud af hvem der skal tegne den nye bygning.
Rundt på de brede veje om Champ de Mars triller en lille vogn med to ordensbetjente, som sikrer at ingen hænger ud, drikker eller sælger på pladsen. Efter at have gået på støvede, hullede veje med et mylder af gadesælgere og grillet kylling var den påtagede orden på pladsen meget iøjnefaldende. Det mindede mig om Rusland. Det gjorde den ufærdige bygning, Aristide påbegyndte, men aldrig færdiggjorde fordi hans regeringstid ophørte, også. Så står der bare et gråt skrummel af et skelet, og ingen vil vel færdiggøre det, fordi det altid vil være i Aristides navn.

Efter at have set en del steder hvor der ENGANG var den ene eller den anden officielle bygning, men som alle blev hærget af jordskælvet, besøgte vi Musée du Panthéon National d’Haïti, en halvunderjordisk, ufolignende bygning, der imiterer de oprindelige beboere Taínos huse. Entréen for haitianere er 125 Gourdes (ca 15kr) og 5$ for udlændinge.
Det har et meget interessant museum, som led lidt under forherligelsen af nationen og dens helte. Sidstnævnte ligger begravet under bygningen under et stort monument i guld af Haitis flag.
Ikke desto mindre var den sparsomme samling om Haitis historie oplysende og medrivende. Den rummede bl.a. ankeret fra Columbus’ båd Santa Maria, den klokke, Toussaint Louverture slog for at ringe slaveriets ophør ind og Duvaliers stok… Det var i sig selv ret historisk at se med egne øjne.
Der var også en lille, lidt latterlig, men også oplysende frise om historien om det haitianske flag. Det startede da Jean-Jacques Dessalines rev det hvide ude af det franske flag som symbol på Haitis afstandtagen til Frankrigs kolonisering af landet. Siden da har flaget gået fra leder til leder og som en del magtkampen ændret en del udseende gennem årene.

Her til morgen kørte jeg med Despagne og familien til Jacmel, ca. tre timer sydpå. Vi badede på en dejlig og folkelig strand og spiste skøn grillet fisk med friterede plantain.
Nu er familien taget hjem og jeg har tjekket ind på et sparsomt men rent hotel, mens jeg lige nu leger journalist/imperialist på det finere Hotel Florita.
Jacmel er en dejlig og afslappet by, jeg er faldet helt ned efter en udmattende uge i PaP. Snart går turen til de farverige papmachefigursbutikker. Jeg kommer hjem med en kuffert fuld af flot ragelse.

Læs med næste gang, hvor det bl.a. kommer til at handle om tro og den voodoosession, jeg har været med til!

Sac pase?*

*Hvad så?

Det er nu to uger siden jeg satte mine fødder på haitiansk jord. Det første der mødte mig i den renoverede lufthavn, Toussaint Louverture, opkaldt efter en af nationens helte, var et orkester og en dværg.

Jeg blev modtaget af Despagne og en fyr der arbejder for ham. I bilen gik snakken let, og Despagne bedyrede med et glimt i øjet at Haiti havde nogle af verdens bedste veje. Ja, slet ingen huller! svarede jeg. Senere fortalte han at han havde tre koner, en i Port-au-Prince, en i Jacmel og en i Duchity. Jeg undrede mig lidt og tænkte at jeg ikke havde læst noget om flerkoneri, og på mine papirer fra organisationen stod der også kun en kone nævnt. Han kørte den langt ud før han røbede det var en joke. Herligt at blive modtaget med et glimt i øjet på den måde.

Vi kørte til Despagnes hus i Port-au-Prince, hvor han bor med sin kone Polene og deres tre søde børn; drengen Papouto på 12, og pigerne Prisca og Mahoune på 9 og 6. De går på en engelsktalende skole og er alle vildt dygtige, videbegærlige og omgængelige.
Familien bor i et solidt hus, Despagne selv har bygget, mens alt andet rundt om ligger i brokker fra jordskælvet. De andre boliger er gjort af blik og pressinger med påskriften USAID eller andre hjælpeorganisationer. Der er et vildt leben, en gris trisser rundt i den skraldbefængte vandrende, geder og katte hyler, en hanekamp er i gang neden for huset til glæde for områdets spillegale mænd.
Jeg føler mig utroligt velkommen af familien, de har venner og fætre og kusiner kommende og gående, og det er enormt afslappet og nemt. Så afslappet at jeg næsten føler mig rastløs, men børnene er en god distraktion. De må være meget vant til at møde de frivillige, der kommer til deres hus, så de er ikke generte.

Dagen efter, lørdag, henter vi Tina og hendes to døtre Mel på 15 og Dominique på 13 fra Ohio i lufthavnen, og søndag morgen kører vi alle til Duchity bag i Despagnes pick uptruck. Det betyder syv timers udstødningsstank. Aldrig har vandet fra en hårvask været så sort!
Haiti ligger relativt tæt på ækvator, så det er mørkt da vi kommer frem ved 18-tiden.

Despagne er et stort menneske, så generøst og altruistisk. Det er hans projekt vi besøger i Duchity, en lille flække på den eneste vej der går fra Les Cayes til Jérémie. Her er han i gang med at bygge et hus og en skole for voksne, hvor de kan sove der, da de fleste vil komme fra de tilstødende landsbyer og ofte ikke vil kunne komme enten frem eller tilbage pga den heftige regn (ca 65% af tiden) i bjergene.

Huset er ikke færdigbygget, men der er et par spartanske soveværelser med træsenge, Despagne selv har snedkereret. Det er i virkeligheden et hul i jorden, og vinduerne er uden ruder. Der sidder en lille frø på væggen lige ved min seng. Lyset fungerer i kraft i solceller, og vandet henter vi ude fra kilden og renser det i biosandfilter. Vi tisser i en spand bag et forhæng og vasker os i filtreret vand med en kop.
Julelysene i børnenes øjne, da de begyndte at kunne kende vejen, beroligede mig lidt… Det var tydeligt at de glædede sig til at gense alle deres venner og familie og stedet hvor begge deres forældre er vokset op. Det tog jeg som et godt tegn, trods alt.

Det blev dog en lidt underlig tid i Duchity. Jeg havde hjemmefra fået at vide at morgenen ville gå med undervisning/aktivitet med børn og eftermiddagen med havearbejde eller let byggearbejde. Det blev på ingen måde tilfældet. Børnene havde ferie sidste uge pga karneval, så vi tænkte at det bare var dårligt planlagt fra organisationens og Despagnes side.
Men i virkeligheden tror jeg slet ikke Despagne havde tænkt sig at vi skulle noget i nogen skole. Jeg ved faktisk ikke hvad han egentlig havde tænkt sig vi skulle. Et par morgener flyttede vi nogle store sten, en mand havde hugget fri af klippen og som skulle bruges til mur rundt om grunden. Det var hårdt og ualmindeligt kedeligt arbejde.

Godt nok stod der i vores papirer at man selv skulle være outgoing og proactive, men vi havde nok ikke forestillet os i hvor høj grad det gjaldt. Hvis vi ikke selv havde taget initiativ til noget, tror jeg ikke han havde sat os til noget.

Efter nogle dage begyndte vi at vænne os både til mentaliteten og deres tidsopfattelse. I mine øjne er det meget paradoksalt at Despagne vil have det færdigt så hurtigt som muligt (efterhånden som han har penge), men ikke fyrer den af og planlægger hvordan han vil bruge sine frivillige. Han har også folk han betaler for at arbejde, så hvorfor ikke bruge os gratis? Jeg gætter på det er et levn fra de afrikanske forfædre…

Efter tilvænningen til det nye liv begyndte vi (blancs, som børnene råber) at arrangere aktiviteter for børnene i landsbyen, der alligevel kom og hang ud. Vi flettede armbånd, lavede perler, tegnede og lavede modellervoks, hvilket de var vilde med, men også utroligt stride, egoistiske og grådige. Enhver er sig selv nærmest, og den stærkeste overlever. Det var hårdt at se og endnu hårdere at gøre noget ved. De gør jo bare hvad deres forældre gør, og det handler om ens egen overlevelse.
Jeg gik ellers og bildte mig ind at folk var mere hjælpsomme og omsorgsfulde i fattige lande, fordi alle er i samme båd, ligesom jeg oplevede i Cuba, hvor det var så rørende. Hvis det er sådan her overalt i Haiti forstår man måske godt at der ikke sker nogen store forbedringsinitiativer…?
De idealistiske hvide prøvede så at få børnene til at være søde mod hinanden, ikke skovle perler til sig, ødelægge hinandens modellervoks eller stjæle hinandens figurer, eller lære dem at stille sig på en række og vente på deres tur til at få et bolsje. Som om; den der har længst arme, får flest bolsjer.

En typisk dag i Duchity ville være at vågne med lyset og hanegal kl 6, få morgenmad, enten brød eller varm mad fra kusinen Marie Christines køkken i landsbyen, vaske op i filtreret vand og skylle af i klorineret, hænge ud eller læse indtil Despagne selv gør tegn til at arbejde, og så flytte sten eller, mere ladesiggørligt for os, male cementgulvet, så det ikke støver op, eller lakere sengene så termitterne ikke kaster sig over dem.
Sikkert fordi hvide mennesker er interessante i sig selv, gad børnene godt hjælpe med at flytte sten. Vi lavede et velfungerende samlebånd, og jeg tror de lød at være en del af noget.
Så holder man pause… Eller stopper for resten af dagen… Går en tur i landsbyen, der består af tre gader. Køber kiks eller rom, låner en bog på biblioteket (!!!), tager billeder af nogen der gerne vil posere. Sætter sig på terrassen og læser, gennemgår lidt engelsk-kreolsk ordbog med en af de unge haitianere.
Så er der sen frokost/tidlig aftensmad og så fortsætter dagen på samme vis til kl ca 18, hvo det er bælgmørkt. Sengetid: ca halv ni, og så kan man lytte til barslende frøer, flagermus og fårekyllinger. Eller natklubben Polito, der elsker høj musik. Eller en nats sørgeseance over en etårig død søn.

Det var ikke helt sådan jeg havde tænkt tingene ville foregå, da jeg tog af sted. Men nu kan jeg ikke se det kunne have været anderledes. Jeg ville da gerne have givet den en ordentlig tørn med noget jeg kunne (ikke at flytte store sten, for det kunne jeg ikke), lære fra mig eller fæstne bare en lille omsorgsfølelse eller retfærdighedssans hos nogle børn eller voksne.
Til gengæld har jeg fået skøn mad og lært nogle dejlige mennesker at kende. Tina og pigerne er enormt søde og dejlige at være sammen med, og Despagne er et skønt, omsorgsfuldt og humoristisk menneske, ligesom hans kone.

Tina og jeg fik ham overtalt til at tage os til Port Salut, en lille by langs vandet helt sydvest, så vi kunne nyde lidt sol og hav. Det er kun en lille omvej på en times tid, til når vi skal til PaP igen i morgen.
Vi har tjekket ind på et meget fancy hotel med egen pool og strand; desværre tog de røven på os da vi betalte, og retfærdige, ydmyge Despagne var længe om at acceptere det. Vi andre vidste bare at vi var dumme nok til ikke at inspicere regningen grundigt nok inden vi betalte.
Jeg kan nu godt nyde det alligevel, og det er slet ikke så dyrt i forhold til strandhoteller i min del af verden.
I denne del af landet er der permanent elektricitet, i modsætning til PaP hvor belastningen er for stor – 1/3 af Haitis befolkning bor der. Det giver en helt anden grundlæggende stemning hos folk. Med f.eks. et køleskab kan man slappe af mellem måltiderne, man kan hænge ud efter kl 6 om aftenen, bruge krudt på at rydde skrald fra gaderne (!).
Så her har jeg siddet i en stol med turkisblå bølger skvulpende op om fødderne og nydt udsigten til enten uendeligt hav eller små fiskerbåde.
Port Salut er et givet turistmål, men Haiti følger bagefter. Man ser flere hoteller, meget store, halvvejs bygget og sandsynligvis med håndkraft. Vi undres over hvorfor haitianeren er så ambitiøse mht byggeri, inkl Despagne? Hvorfor ikke starte noget man er sikker på at få færdigt? Og som i øvrigt svarer bedre til den sparsomme turistbestand.

Jeg er stadig helt vild med det kreolske sprog og håber på at et fag engang om franskunderarter kan bringe mig endnu tættere på det. Jeg forstår mere og mere, hvilket gør både mig selv og Despagne stolt. Hvis man taler i fortid putter man te foran verbet (som man aldrig bøjer) og i fremtid ap. Pa pli mal!

Tina mv tager hjem på søndag, hvor jeg så vil have lidt over en uge for mig selv. Jeg er spændt på hvordan det kommer til at blive; jeg gad godt kunne tage noget rundt selv. Despagne vil tage mig rundt i PaP og også vise mig hvor jeg godt kan gebærde mig alene. Der er også snak om Jacmel, som jeg helt sikkert vil besøge, med eller uden ham. Byen er særlig på grund af dens gingerbreadarkitektur og tradition for kunsthåndværk (og Jørgen Leth).

Hvis du er nået ned til denne linje, vil jeg gerne takke dig for at du læste med! Jeg håber det kan give et indtryk af min tid her. Ellers skriv meget gerne til mig. Overblikket og de gode billeder kommer senere.

Where the neon signs are pretty…

Første del af rejsen er ved at være omme. I morgen tager jeg videre til Port-au-Prince hvor jeg bliver hentet i lufthavnen af Despagne, den haitianske ejer af organisationen jeg skal arbejde for.
Jeg ved ikke om der er hverken internetforbindelse eller elektricitet.

Jeg ankom til New York mandag aften efter en lang flyvetur, der dog forsødedes med James Bond på min skærm og snak med en ældre amerikansk kvinde, der bor i Upper West. Det var vældig spændende indtil hun talte lidt for meget om sig selv. Vi havde dog noget divergerende tilgang til rejse og destinationer. Hun troede bestemt ikke på at jeg ikke er i farezonen for kolera i haiti, og gav mig alskens formaninger om mad, vand etc etc, selvom jeg forsøgte at indskyde at jeg havde undersøgt det hele på forhånd og i øvrigt naturligvis ville være forsigtig.
Da vi fulgtes ind fra lufthavnen talte hun om public housing som om det var det farligste og generelt værste der fandtes i new York. Mit hostel ligger lige ved siden af nogle firkantede skrumler hvori det tydeligvis ikke er overklassen der bor, og hun sagde at jeg ikke skulle tage metroen eller gå ude efter kl 8 om aftenen (!). Jeg tænkte, at nu ser jeg lige området an…

Det gjorde jeg ved at gå en minibitte tur rundt om hjørnet med øjne og ører åbne, men alle mennesker af alle nationaliteter var nu meget fredelige. Jeg afsluttede aftenen med et gavmildt måltid på en indisk restaurant og lagde mig uroligt og spændt til at sove i mit dorm, der endnu ikke var blevet gjort til mit på nogen måde.

Tirsdag morgen fandt jeg tilfældigvis den skønneste diner, der serverede yoghurt med musli og bjerge af friske blåbær og jordbær samt evig, gratis påtår af kaffe.
Jeg var tilbage på hostlet kl 10 til en fælles tur rundt i greenwich village og deromkring. Guiden snakkede ustandseligt og tog overhovedet ikke højde for at de var skidekoldt, så vi frøs helt vildt og stod alt for meget stille. Det var heller ikke særligt interessant, da han for det meste talte om hvor enten sex and the city var blevet optaget, eller hvor den og den kendte havde optrådt første gang. Alligevel hang jeg på og kunne ikke løsrive mig. Han havde jo også nogle interessante punkter ind imellem.
Sammen med en jamaicansk englænderinde, en kineserinde og en franskmand gik jeg til High Line park, parken der som Promenade Plantée i Paris er konstrueret på en gammel jernbane oven over byen. Det var gråt og koldt, men godt at se. Den arkitekturstuderende franskmand tog os til Flatiron Building (den meget smalle, triangulære bygning) og fortalte lidt om den.
Jeg tumlede hjemad for at nå at ligge ned med mit tunge snothoved og ondt i halsen, inden jeg skulle ses med Mike jeg boede med i Rom, om aftenen.
Jeg mødte Mike i den nye, fancy barbershop i Williamsburg, Brooklyn, hvor han er headbarber. Vi fik nogle dejlige og meget stærke drinks, og snakken gik forbløffende let. Han vil gerne huse mig mine sidste fire dage efter jeg er tilbage fra haiti, det er fedt og jeg er sikker på det bliver hyggeligt. Han skal bare lige finde et nyt sted at bo inden da, med en roomie vi tilfældigvis mødte på den næste bar.
Jeg havde en skøn aften i charmerende williamsburg, og en dørmand lukkede mig begejstret ind på baren for at låne toilettet, da han så vi havde fødselsdag samme dag.
Jeg begav mig af sted med metroen og skulle skifte to gange undervejs. Den gamle dames formaninger sad selvfølgelig i hovedet og jeg tænkte at jeg ville tage metroen til det begyndte at blive for skummelt og så tage en taxa. Det blev bare aldrig skummelt, så jeg kom hjem kun en metrobillet fattigere, og rigere på en del brooklynsk gin…

Onsdag var dagen hvor jeg ville begrave mig i den skønneste kunst hele dagen, men jeg så til min store glæde at solen der igår ikke havde vist sig en eneste gang, lyste igennem.
Det betød en udforskning af Central Park i stedet, som desværre ikke er så inspirerende på denne tid af året. Jeg krydsede parken og gik ad forblæste (og kedelige) 5th Ave til Frick Collection. En dejlig lille Rembrandt-Vermeer-Velasquez-Turner samling kunst i en smuk bygning smukt indrettet. Alle de i øvrigt enormt imødekommende og venlige vagter var sorte midaldrende mænd. Skøn feature, næsten anakronistisk, da husets kunst er fra en tid hvor negeren højst optrådte på maleriet som slave eller tjener.
En bus hele vejen ned ad 5th Ave viste mig at jeg ikke behøver komme dér igen. Til gengæld var East Village dejligt, livligt og hjemligt, og fortjener helt sikkert nærmere bekendtskab.
Mit trætte og hostende hoved baksede sig hjemad i forkerte metrotog, og for en gangs skyld kunne jeg sove middagslur. Resten af aftenen gik med at have lidt ondt af mig selv over at være syg og indkøbe mængder af medikamenter…

Denne sidste dag inden afrejse er gået med at bruge lang tid på at købe amerikansk simkort for at kunne skrive til amerikanske bekendte, for dernæst at finde ud af at jeg ikke kan få det til at virke hvis jeg vil skrive til Danmark. Under alle omstændigheder virker US simkortet ikke i Haiti, så der skifter jeg til det danske igen (Hvis jeg kan åbne lågen ind til simkortholderen.)
Jeg spiste frokost et stilet sted der er kendt for byens bedste fritter. Det var lækkert, men så salt, at mine læber føltes som om jeg havde svømmet i Middelhavet i flere timer.
En spændende gåtur op ad 6th Ave førte mig til MoMa, hvor jeg allerede inden jeg gik ind havde besluttet ikke at se det hele i en omgang. Skønt at være på museum og altid en vinder at se de goe gamle Cézanne, Braque, Munch etc. De etager jeg har til gode rummer det mere moderne, og jeg glæder mig allerede til at komme tilbage.

Det har været en god start på New York; ikke den mest effektive rejse jeg har haft, men med 12 dage på den anden side af Haiti har jeg ingen hast. Jeg glæder mig også til at bo i Williamsburg, hvor husene er lavere og tempoet langsommere… Så kan det forhåbentlig blive mere min by.

I øvrigt forstår jeg først nu udtrykket den bedre halvdel. Det føles jo virkelig som om der mangler noget…

Jeg blogger fra telefonen, så det der med billeder ved jeg ikke rigtig hvordan jeg kan gøre lækkert. De fedeste billeder er også taget med det rigtige kamera, så dem må man have til gode, måske helt til jeg kommer hjem.