Ude

Ude.

Hjemme og omegn

 

Jeg gør klar til gløgg.

Her skriver jeg opgave.

Om Jesu fødder, springvand og hvordan man undgår køen i Peterskirken.

Nu er jeg alene i den store by igen. Min opgave som du sikkert har undret dig over jeg slet ikke har nævnt på noget tidspunkt (eller også har du tænkt, det kan jeg fandme godt forstå hun ikke gider nævne, jeg vil også hellere læse om alle de spændende ting i Rom), skrider skam fremad. Det er naturligvis sjovere at lave alt muligt andet, men det fungerer faktisk meget godt at være et sted hvor opgave er det eneste jeg virkelig har at stå op til. Næsten i hvert fald… Om aftenen mødes jeg med Nathan eller malteserpigerne eller laver noget andet. I går tog jeg ind til det franske kulturinstitut og gik i gratis bio. Det var fedt, og det er hver uge. Så fandt jeg en café uden internet, hvilket også er meget befordrende for opgaveskrivning (!).

Nok er jeg alene nu, men Nikolaj og jeg havde jo over en uge efter Napoli til han skulle hjem. Da tog vi bl.a. til Via Appia Antica, en meget lang romersk vej fra ca. 300 f.Kr., og en af de første til at blive stenbelagt. Jeg har lige læst mig til at man i sin tid korsfæstede folk langs vejen med 70 meters mellemrum, og det er derfor man stadig kan se rester af de riges mausolæer langs vejen. Der er tradition for at man lejer cykler og nyder freden på vejen.
Okay, lidt mange billeder af en vej, men den var hyggelig, og stenene var flotte!

Man passerer også kirken Domine, quo vadis?-kirken. Sankt Peter skulle flygtende fra forfølgelse i Rom grangiveligt have mødt Jesus på korset på denne vej og stillet ham dette spørgsmål (Herre, hvor går du hen?). Dertil svarer Jesus at han skal ind til Rom for at lade korsfæste igen, som en ægte martyr, så det gør Sankt Peter også.
I denne kirke kan man se Jesu fodspor (!), da han mødte Sankt Peter, og det passer, for pave Innocent III har sagt det.

Vi har også besøgt Villa d’Este, en kæmpe renæssancehave nær Tivoli. Det var vildt fedt og for meget, men et kroneksempel på labyrintisk renæssanceæstetik. Der var (fuldstændigt smagløse) kunstige grotter, græske statuer og en hel masse symmetri i springvandene, vandhullerne, buskene etc., men så alligevel altid et brud med det.

På en fresko inde i slottet (hvor Franz Liszt har boet senere hen) kan man få et overblik over haven:

Thorvaldsen à la Niko:

Disse små fontæner med abe- og løveansigter var der 100 (!) af hele vejen hen:

Lidt mere for at illustrere det corny. Disse grimme søjler, der er en blanding af jeg ved ikke hvor mange stilarter, og så bærer de selvfølgelig ikke noget.

Dette er mosaikker, der skal ligne at de er gravet arkæologisk frem fra stenene udenpå. Men det hele er nyt! Pastiche når det er bedst.

Men det var også pænt og smukt og fredeligt, og vi elskede at gå rundt og hoppe i trompe l’oeil- og labyrintfælderne og nyde alt det kunstige.

Anden form for kyskhedsbælte

Hvis jeg var mand, ville jeg være bange for sådan en kvinde:

Det her er bare et åndssvagt motiv jeg alligevel syntes var pudseløjerligt nok til at fotografere:

Byen Tivolo er også  rigtig hyggelig. Nu nok om Villa d’Este!

De sidste dage inden Nikolaj tog af sted, nåede vi Peterskirken (Hvorfor kalder vi den aldrig Sankt Peterskirken, når den nu hedder det?) og dagen efter Vatikanmuseerne. Det var meget stort og meget spændende. Men igen, tag derhen INDEN du allerede har set på barok- og renæssancekunst i over en måned.

Sådan ser man ud når man ankommer med morgenmad i hånden 8.30 til Peterskirken, og køen derfor er lig med nul:

Dette er til mine latinvenner (Herre, vasker du mine fødder?). Der er gode dativer, nutidsverber og objekter…

Hvis man vil op i kuplen, skal man ikke være klaustrofobisk. Gangene man går ad – mellem yderkuppelvæggen og den indre! – ser således ud. Og det er ikke mig der har holdt kameraet skævt:

Så kommer man op til en ret vild udsigt over hele Rom. Her skyggen af egen kuppel over Vatikanhaverne:

Og pludselig åbenbarer der sig et kunstværk i buske: Sankt Peters nøgler. Lidt for meget måske?

Kuplen var for mig det fedeste. Selve kirkerummet overraskede mig ikke som jeg troede det ville. Det var jo bare meget mere af det samme jeg har set i alle de andre kirker. Sådan havde jeg det. Men jeg er selvfølgelig glad for at have set det.

Dagen efter tilbragte vi ca. 5 timer i Vatikanmuseerne. Vi lavede samme trick med at troppe op ca. halv ni med morgenmad; der var køen lille, men det skulle vise sig at der slet ikke var kø da vi kom ud igen ved 2-tiden.

Dette er Berninis skitser:

En faun der kilder en yngling under foden…

Der var et helt galleri med kristne motiver af Van Gogh, Kandinsky, Botero, Matisse, Braque, Picasso osv. Det også meget spændende, men jeg kan nu bedst lide deres lidt mindre traditionelle motiver…
Og så den smukke trappe ved udgangen:

Vi har nået meget! Så op at ligge på tagterrassen.

Farvel så længe. Nu skal jeg skrive opgave!

Napoli – skønheden og udyret

I sidste uge tog Nikolaj og jeg en tur med overnatning til Napoli. Vi havde glædet os samt frygtet det værste, for rygterne går om mafia, skrald, kaos og en rå by. Mafia så vi ikke (hvad vi ved af), men hele byen var et larmende, beskidt kaos af skrald, biler, vasketøj og mennesker, der råber til hinanden langt tværs over gaden. Byen havde helt klart sin egen charme, men desværre kommer man som turist til at gå i de samme otte gader inden for centro storico, som er noget mere pittoresk end resten.
Men f*** hvor er der smadret. Det er bestemt ikke det polerede, leflende Rom.
Der var dog en helt anden stemning, som jeg var ret vild med. Napoli er en stor universitetsby, og vi så flere fakulteter rundt om i kvartererne. De unge klæder sig helt anderledes og mere flippet end de stilfulde/kedelige romere, og der var hippiecafeer og interessant og farverig graffiti rundt om i gaderne.

Napolis havn er grim og industriel. Den kunne være nydelig à la Cannes og varsle alt det lækre de fleste kommer her for, at sejle ud til øerne. Men i stedet er der hegn foran vandet og telte med romaer dér hvor der kunne have været en afslappende havnepark.

Når man ankommer med toget, må man tage en dyb indånding og som kvinde gribe sin kærestes hånd for ikke at blive tiltalt og falbudt sko, smykker, fake mærketøj etc. Der var helt tydelige markedslignelser til Marokko og andre arabiske/mellemøstlige lande –  handelsmændene var nu også derfra. Jeg bilder mig ind at man godt kan mærke at Napoli er en kystby, idet immigranterne sandsynligvis mere umiddelbart kommer hertil end længere ind i landet.

Lige over for vores hotel lå der en klosterhave,  med nogle meget ejendommelige fliser. Haven med majolicafliser og terra cotta er fra 1700-tallet og en dejlig oase.

Her bor skam også rigtige, nulevende munke! – Min yndlingsaversionsmystiskhedsfavorit!

Udsigten fra hotellet, over til ovennævnte kirke/kloster:

Vi besøgte Napolis Duomo, San Gennaro, og tilbragte uforholdsmæssigt lang tid derinde. Den var (åbenbart) meget spændende, havde mange forskellige kunstværker, der var en kvindelig præst, og nogle flotte, ca. 2000 år gamle mosaikker. Jeg kan godt lide de lidt anderledes og farvestrålende motiver, man kan være heldig at finde:

Ikke en blog uden enten kat eller mad.
Vi måtte naturligvis smage den legendariske napolitanske pizza; de var indbydende og meget smagfulde. Nikolaj fik dette lille mesterværk:

Jeg ramte dog noget forkert og blev temmelig overrasket (og kvalm) da jeg fik denne:

Friturestegt pizza!!! Aaaaarghhh…

Til morgenmad fik jeg en sfogliatelle, som er en napolitansk brioche(det kalder de det)-specialitet. Det betyder mange lag, og det har den! Meget smukt. Inde i er selvfølgelig noget meget tung og meget ægget kagecreme. Jeg lærer bare aldrig at elske deres form for morgenmad. Eller deres kager i det hele taget.

Oven på en masse pizza dagen før og i ly for regnen fandt vi en sød restaurant, som var anbefalet af flere franske rejseguides. Der fik jeg skaldyr à la himmerrigsmundfuld:

…og bagefter skulle jeg selvfølgelig prøve en mærkelig kage. Baba au rhum, endnu en napolitansk specialitet:

Det fremgår måske ikke så tydeligt hvor beskidt der var. Men man tager jo ikke så tit billeder af alle de grimme ting…

Note: Mine blogstatistikker siger mig, der er en del der læser min blog. Det er jo fedt; jeg håber også at den bliver fundet interessant. Og så vil jeg bare lige sige at jeg også meget gerne vil høre fra dig! Bare fordi man flytter til et andet land, betyder det jo ikke man glemmer alle dem derhjemme. Dixit!