Sac pase?*

*Hvad så?

Det er nu to uger siden jeg satte mine fødder på haitiansk jord. Det første der mødte mig i den renoverede lufthavn, Toussaint Louverture, opkaldt efter en af nationens helte, var et orkester og en dværg.

Jeg blev modtaget af Despagne og en fyr der arbejder for ham. I bilen gik snakken let, og Despagne bedyrede med et glimt i øjet at Haiti havde nogle af verdens bedste veje. Ja, slet ingen huller! svarede jeg. Senere fortalte han at han havde tre koner, en i Port-au-Prince, en i Jacmel og en i Duchity. Jeg undrede mig lidt og tænkte at jeg ikke havde læst noget om flerkoneri, og på mine papirer fra organisationen stod der også kun en kone nævnt. Han kørte den langt ud før han røbede det var en joke. Herligt at blive modtaget med et glimt i øjet på den måde.

Vi kørte til Despagnes hus i Port-au-Prince, hvor han bor med sin kone Polene og deres tre søde børn; drengen Papouto på 12, og pigerne Prisca og Mahoune på 9 og 6. De går på en engelsktalende skole og er alle vildt dygtige, videbegærlige og omgængelige.
Familien bor i et solidt hus, Despagne selv har bygget, mens alt andet rundt om ligger i brokker fra jordskælvet. De andre boliger er gjort af blik og pressinger med påskriften USAID eller andre hjælpeorganisationer. Der er et vildt leben, en gris trisser rundt i den skraldbefængte vandrende, geder og katte hyler, en hanekamp er i gang neden for huset til glæde for områdets spillegale mænd.
Jeg føler mig utroligt velkommen af familien, de har venner og fætre og kusiner kommende og gående, og det er enormt afslappet og nemt. Så afslappet at jeg næsten føler mig rastløs, men børnene er en god distraktion. De må være meget vant til at møde de frivillige, der kommer til deres hus, så de er ikke generte.

Dagen efter, lørdag, henter vi Tina og hendes to døtre Mel på 15 og Dominique på 13 fra Ohio i lufthavnen, og søndag morgen kører vi alle til Duchity bag i Despagnes pick uptruck. Det betyder syv timers udstødningsstank. Aldrig har vandet fra en hårvask været så sort!
Haiti ligger relativt tæt på ækvator, så det er mørkt da vi kommer frem ved 18-tiden.

Despagne er et stort menneske, så generøst og altruistisk. Det er hans projekt vi besøger i Duchity, en lille flække på den eneste vej der går fra Les Cayes til Jérémie. Her er han i gang med at bygge et hus og en skole for voksne, hvor de kan sove der, da de fleste vil komme fra de tilstødende landsbyer og ofte ikke vil kunne komme enten frem eller tilbage pga den heftige regn (ca 65% af tiden) i bjergene.

Huset er ikke færdigbygget, men der er et par spartanske soveværelser med træsenge, Despagne selv har snedkereret. Det er i virkeligheden et hul i jorden, og vinduerne er uden ruder. Der sidder en lille frø på væggen lige ved min seng. Lyset fungerer i kraft i solceller, og vandet henter vi ude fra kilden og renser det i biosandfilter. Vi tisser i en spand bag et forhæng og vasker os i filtreret vand med en kop.
Julelysene i børnenes øjne, da de begyndte at kunne kende vejen, beroligede mig lidt… Det var tydeligt at de glædede sig til at gense alle deres venner og familie og stedet hvor begge deres forældre er vokset op. Det tog jeg som et godt tegn, trods alt.

Det blev dog en lidt underlig tid i Duchity. Jeg havde hjemmefra fået at vide at morgenen ville gå med undervisning/aktivitet med børn og eftermiddagen med havearbejde eller let byggearbejde. Det blev på ingen måde tilfældet. Børnene havde ferie sidste uge pga karneval, så vi tænkte at det bare var dårligt planlagt fra organisationens og Despagnes side.
Men i virkeligheden tror jeg slet ikke Despagne havde tænkt sig at vi skulle noget i nogen skole. Jeg ved faktisk ikke hvad han egentlig havde tænkt sig vi skulle. Et par morgener flyttede vi nogle store sten, en mand havde hugget fri af klippen og som skulle bruges til mur rundt om grunden. Det var hårdt og ualmindeligt kedeligt arbejde.

Godt nok stod der i vores papirer at man selv skulle være outgoing og proactive, men vi havde nok ikke forestillet os i hvor høj grad det gjaldt. Hvis vi ikke selv havde taget initiativ til noget, tror jeg ikke han havde sat os til noget.

Efter nogle dage begyndte vi at vænne os både til mentaliteten og deres tidsopfattelse. I mine øjne er det meget paradoksalt at Despagne vil have det færdigt så hurtigt som muligt (efterhånden som han har penge), men ikke fyrer den af og planlægger hvordan han vil bruge sine frivillige. Han har også folk han betaler for at arbejde, så hvorfor ikke bruge os gratis? Jeg gætter på det er et levn fra de afrikanske forfædre…

Efter tilvænningen til det nye liv begyndte vi (blancs, som børnene råber) at arrangere aktiviteter for børnene i landsbyen, der alligevel kom og hang ud. Vi flettede armbånd, lavede perler, tegnede og lavede modellervoks, hvilket de var vilde med, men også utroligt stride, egoistiske og grådige. Enhver er sig selv nærmest, og den stærkeste overlever. Det var hårdt at se og endnu hårdere at gøre noget ved. De gør jo bare hvad deres forældre gør, og det handler om ens egen overlevelse.
Jeg gik ellers og bildte mig ind at folk var mere hjælpsomme og omsorgsfulde i fattige lande, fordi alle er i samme båd, ligesom jeg oplevede i Cuba, hvor det var så rørende. Hvis det er sådan her overalt i Haiti forstår man måske godt at der ikke sker nogen store forbedringsinitiativer…?
De idealistiske hvide prøvede så at få børnene til at være søde mod hinanden, ikke skovle perler til sig, ødelægge hinandens modellervoks eller stjæle hinandens figurer, eller lære dem at stille sig på en række og vente på deres tur til at få et bolsje. Som om; den der har længst arme, får flest bolsjer.

En typisk dag i Duchity ville være at vågne med lyset og hanegal kl 6, få morgenmad, enten brød eller varm mad fra kusinen Marie Christines køkken i landsbyen, vaske op i filtreret vand og skylle af i klorineret, hænge ud eller læse indtil Despagne selv gør tegn til at arbejde, og så flytte sten eller, mere ladesiggørligt for os, male cementgulvet, så det ikke støver op, eller lakere sengene så termitterne ikke kaster sig over dem.
Sikkert fordi hvide mennesker er interessante i sig selv, gad børnene godt hjælpe med at flytte sten. Vi lavede et velfungerende samlebånd, og jeg tror de lød at være en del af noget.
Så holder man pause… Eller stopper for resten af dagen… Går en tur i landsbyen, der består af tre gader. Køber kiks eller rom, låner en bog på biblioteket (!!!), tager billeder af nogen der gerne vil posere. Sætter sig på terrassen og læser, gennemgår lidt engelsk-kreolsk ordbog med en af de unge haitianere.
Så er der sen frokost/tidlig aftensmad og så fortsætter dagen på samme vis til kl ca 18, hvo det er bælgmørkt. Sengetid: ca halv ni, og så kan man lytte til barslende frøer, flagermus og fårekyllinger. Eller natklubben Polito, der elsker høj musik. Eller en nats sørgeseance over en etårig død søn.

Det var ikke helt sådan jeg havde tænkt tingene ville foregå, da jeg tog af sted. Men nu kan jeg ikke se det kunne have været anderledes. Jeg ville da gerne have givet den en ordentlig tørn med noget jeg kunne (ikke at flytte store sten, for det kunne jeg ikke), lære fra mig eller fæstne bare en lille omsorgsfølelse eller retfærdighedssans hos nogle børn eller voksne.
Til gengæld har jeg fået skøn mad og lært nogle dejlige mennesker at kende. Tina og pigerne er enormt søde og dejlige at være sammen med, og Despagne er et skønt, omsorgsfuldt og humoristisk menneske, ligesom hans kone.

Tina og jeg fik ham overtalt til at tage os til Port Salut, en lille by langs vandet helt sydvest, så vi kunne nyde lidt sol og hav. Det er kun en lille omvej på en times tid, til når vi skal til PaP igen i morgen.
Vi har tjekket ind på et meget fancy hotel med egen pool og strand; desværre tog de røven på os da vi betalte, og retfærdige, ydmyge Despagne var længe om at acceptere det. Vi andre vidste bare at vi var dumme nok til ikke at inspicere regningen grundigt nok inden vi betalte.
Jeg kan nu godt nyde det alligevel, og det er slet ikke så dyrt i forhold til strandhoteller i min del af verden.
I denne del af landet er der permanent elektricitet, i modsætning til PaP hvor belastningen er for stor – 1/3 af Haitis befolkning bor der. Det giver en helt anden grundlæggende stemning hos folk. Med f.eks. et køleskab kan man slappe af mellem måltiderne, man kan hænge ud efter kl 6 om aftenen, bruge krudt på at rydde skrald fra gaderne (!).
Så her har jeg siddet i en stol med turkisblå bølger skvulpende op om fødderne og nydt udsigten til enten uendeligt hav eller små fiskerbåde.
Port Salut er et givet turistmål, men Haiti følger bagefter. Man ser flere hoteller, meget store, halvvejs bygget og sandsynligvis med håndkraft. Vi undres over hvorfor haitianeren er så ambitiøse mht byggeri, inkl Despagne? Hvorfor ikke starte noget man er sikker på at få færdigt? Og som i øvrigt svarer bedre til den sparsomme turistbestand.

Jeg er stadig helt vild med det kreolske sprog og håber på at et fag engang om franskunderarter kan bringe mig endnu tættere på det. Jeg forstår mere og mere, hvilket gør både mig selv og Despagne stolt. Hvis man taler i fortid putter man te foran verbet (som man aldrig bøjer) og i fremtid ap. Pa pli mal!

Tina mv tager hjem på søndag, hvor jeg så vil have lidt over en uge for mig selv. Jeg er spændt på hvordan det kommer til at blive; jeg gad godt kunne tage noget rundt selv. Despagne vil tage mig rundt i PaP og også vise mig hvor jeg godt kan gebærde mig alene. Der er også snak om Jacmel, som jeg helt sikkert vil besøge, med eller uden ham. Byen er særlig på grund af dens gingerbreadarkitektur og tradition for kunsthåndværk (og Jørgen Leth).

Hvis du er nået ned til denne linje, vil jeg gerne takke dig for at du læste med! Jeg håber det kan give et indtryk af min tid her. Ellers skriv meget gerne til mig. Overblikket og de gode billeder kommer senere.

Where the neon signs are pretty…

Første del af rejsen er ved at være omme. I morgen tager jeg videre til Port-au-Prince hvor jeg bliver hentet i lufthavnen af Despagne, den haitianske ejer af organisationen jeg skal arbejde for.
Jeg ved ikke om der er hverken internetforbindelse eller elektricitet.

Jeg ankom til New York mandag aften efter en lang flyvetur, der dog forsødedes med James Bond på min skærm og snak med en ældre amerikansk kvinde, der bor i Upper West. Det var vældig spændende indtil hun talte lidt for meget om sig selv. Vi havde dog noget divergerende tilgang til rejse og destinationer. Hun troede bestemt ikke på at jeg ikke er i farezonen for kolera i haiti, og gav mig alskens formaninger om mad, vand etc etc, selvom jeg forsøgte at indskyde at jeg havde undersøgt det hele på forhånd og i øvrigt naturligvis ville være forsigtig.
Da vi fulgtes ind fra lufthavnen talte hun om public housing som om det var det farligste og generelt værste der fandtes i new York. Mit hostel ligger lige ved siden af nogle firkantede skrumler hvori det tydeligvis ikke er overklassen der bor, og hun sagde at jeg ikke skulle tage metroen eller gå ude efter kl 8 om aftenen (!). Jeg tænkte, at nu ser jeg lige området an…

Det gjorde jeg ved at gå en minibitte tur rundt om hjørnet med øjne og ører åbne, men alle mennesker af alle nationaliteter var nu meget fredelige. Jeg afsluttede aftenen med et gavmildt måltid på en indisk restaurant og lagde mig uroligt og spændt til at sove i mit dorm, der endnu ikke var blevet gjort til mit på nogen måde.

Tirsdag morgen fandt jeg tilfældigvis den skønneste diner, der serverede yoghurt med musli og bjerge af friske blåbær og jordbær samt evig, gratis påtår af kaffe.
Jeg var tilbage på hostlet kl 10 til en fælles tur rundt i greenwich village og deromkring. Guiden snakkede ustandseligt og tog overhovedet ikke højde for at de var skidekoldt, så vi frøs helt vildt og stod alt for meget stille. Det var heller ikke særligt interessant, da han for det meste talte om hvor enten sex and the city var blevet optaget, eller hvor den og den kendte havde optrådt første gang. Alligevel hang jeg på og kunne ikke løsrive mig. Han havde jo også nogle interessante punkter ind imellem.
Sammen med en jamaicansk englænderinde, en kineserinde og en franskmand gik jeg til High Line park, parken der som Promenade Plantée i Paris er konstrueret på en gammel jernbane oven over byen. Det var gråt og koldt, men godt at se. Den arkitekturstuderende franskmand tog os til Flatiron Building (den meget smalle, triangulære bygning) og fortalte lidt om den.
Jeg tumlede hjemad for at nå at ligge ned med mit tunge snothoved og ondt i halsen, inden jeg skulle ses med Mike jeg boede med i Rom, om aftenen.
Jeg mødte Mike i den nye, fancy barbershop i Williamsburg, Brooklyn, hvor han er headbarber. Vi fik nogle dejlige og meget stærke drinks, og snakken gik forbløffende let. Han vil gerne huse mig mine sidste fire dage efter jeg er tilbage fra haiti, det er fedt og jeg er sikker på det bliver hyggeligt. Han skal bare lige finde et nyt sted at bo inden da, med en roomie vi tilfældigvis mødte på den næste bar.
Jeg havde en skøn aften i charmerende williamsburg, og en dørmand lukkede mig begejstret ind på baren for at låne toilettet, da han så vi havde fødselsdag samme dag.
Jeg begav mig af sted med metroen og skulle skifte to gange undervejs. Den gamle dames formaninger sad selvfølgelig i hovedet og jeg tænkte at jeg ville tage metroen til det begyndte at blive for skummelt og så tage en taxa. Det blev bare aldrig skummelt, så jeg kom hjem kun en metrobillet fattigere, og rigere på en del brooklynsk gin…

Onsdag var dagen hvor jeg ville begrave mig i den skønneste kunst hele dagen, men jeg så til min store glæde at solen der igår ikke havde vist sig en eneste gang, lyste igennem.
Det betød en udforskning af Central Park i stedet, som desværre ikke er så inspirerende på denne tid af året. Jeg krydsede parken og gik ad forblæste (og kedelige) 5th Ave til Frick Collection. En dejlig lille Rembrandt-Vermeer-Velasquez-Turner samling kunst i en smuk bygning smukt indrettet. Alle de i øvrigt enormt imødekommende og venlige vagter var sorte midaldrende mænd. Skøn feature, næsten anakronistisk, da husets kunst er fra en tid hvor negeren højst optrådte på maleriet som slave eller tjener.
En bus hele vejen ned ad 5th Ave viste mig at jeg ikke behøver komme dér igen. Til gengæld var East Village dejligt, livligt og hjemligt, og fortjener helt sikkert nærmere bekendtskab.
Mit trætte og hostende hoved baksede sig hjemad i forkerte metrotog, og for en gangs skyld kunne jeg sove middagslur. Resten af aftenen gik med at have lidt ondt af mig selv over at være syg og indkøbe mængder af medikamenter…

Denne sidste dag inden afrejse er gået med at bruge lang tid på at købe amerikansk simkort for at kunne skrive til amerikanske bekendte, for dernæst at finde ud af at jeg ikke kan få det til at virke hvis jeg vil skrive til Danmark. Under alle omstændigheder virker US simkortet ikke i Haiti, så der skifter jeg til det danske igen (Hvis jeg kan åbne lågen ind til simkortholderen.)
Jeg spiste frokost et stilet sted der er kendt for byens bedste fritter. Det var lækkert, men så salt, at mine læber føltes som om jeg havde svømmet i Middelhavet i flere timer.
En spændende gåtur op ad 6th Ave førte mig til MoMa, hvor jeg allerede inden jeg gik ind havde besluttet ikke at se det hele i en omgang. Skønt at være på museum og altid en vinder at se de goe gamle Cézanne, Braque, Munch etc. De etager jeg har til gode rummer det mere moderne, og jeg glæder mig allerede til at komme tilbage.

Det har været en god start på New York; ikke den mest effektive rejse jeg har haft, men med 12 dage på den anden side af Haiti har jeg ingen hast. Jeg glæder mig også til at bo i Williamsburg, hvor husene er lavere og tempoet langsommere… Så kan det forhåbentlig blive mere min by.

I øvrigt forstår jeg først nu udtrykket den bedre halvdel. Det føles jo virkelig som om der mangler noget…

Jeg blogger fra telefonen, så det der med billeder ved jeg ikke rigtig hvordan jeg kan gøre lækkert. De fedeste billeder er også taget med det rigtige kamera, så dem må man have til gode, måske helt til jeg kommer hjem.