Duchity, Haiti – billederne!

Først og fremmest:

Despagne.

Despagne og hans kone Polène.

Køkkenet i huset i Duchity

På terrassen kunne vi følge med i fodboldkampen mellem to af byens skoler

Fra venstre Polène, hendes bedstemor og Despagnes kusine – vores madmor.

Vi hjalp Prisca og Mahoune med lektierne

Landsbyen Duchity

Den største af de to gader.

Biblioteket (!), leveringsdygtigt i Flaubert til mig, der udfyldte kartotekskort.

Markedsdag hver mandag og torsdag

Og markedet efter regnskyllet…

Denne lille bygning udgjorde hele Despagnes skole da han gik der.

Minikarneval i minibyen

Oplysning om forebyggelse af kolera i lægehuset.

Despagnes famøse mur + sten.

Vores største bedrift var at insistere på at male gulvet, så det tørre beton ikke hvirvler op. Meget tilfredsstillende!

Og så lavede vi perler med de andre børn…

Og pludselig var ti lange dage gået omgivet af den røde jord.

Orevwa, Ayiti

Jeg kom tilbage på amerikansk jord i tirsdags, men før jeg vil udbrede mig om hvor fantastisk og inspirerende her er, vil jeg afrunde mit eventyr i Caribien.
Det var en særlig fornemmelse at forlade Haiti. Jeg havde glædet mig meget, men som ugen gik vænnede jeg mig mere og mere til livet i det lille hjem med de mange søde mennesker. Det var blevet en behagelig rutine at stå op, spise (varm) morgenmad med børnene inden skole, vaske op og/eller lave mad med Pierrevy, før jeg tog på småture til Pétionville og dens gallerier eller bare til bageriet og supermarkedet oppe ad labyrinten af skæve stier og 108 trin.

En dag under madlavningen talte jeg med Pierrevy om voodoo, kristendom og den haitianske zombiekultur. Jeg tænkte at jeg som den nysgerrige turist hellere lige måtte få det hele på det rene med det berømte og berygtede voodoo. Han fortalte godt og oplysende om det indtil jeg bemærkede at han blev ved med at tale om at les vaudouisants (praktiserende voodoo) arbejder sammen med djævlen. Det synes jeg nok lige lød som en kristen holdning? Det kunne han ikke svare på; ville måske ikke, velvidende at grænsen mellem tro og viden i denne henseende er hårfin og en definitionssag. Senere påpegede jeg dette over for den veluddannede, oplyste og mere bredtskuende Bourdo, som gav mig ret og sagde at les vaudouisants naturligvis ikke selv synes de er hverken onde eller arbejder sammen med djævlen – som de i kraft af deres voodootro ikke tror på.
Pierrevys halvbror er selv vaudouisant, så da han alligevel skulle se ham den dag, tog jeg med ham til et kvarter op ad et bjerg for at høre lidt om voodoo og se hans alter. Han brugte lidt tid på at forberede eller hilse på ånderne eller hvad det var, inden han lukkede mig om bag forhænget til det lille rum. Han havde et stearinlys i den ene hånd og en krukke vand i den anden, og hilste på ånderne i hvert verdenshjørne, der repræsenterer de fire elementer. Så fik han mig til at dryppe lidt vand tre steder på gulvet. Ved ikke rigtig hvad det var for noget. Så drak han lidt rom og fremsagde noget, som sikkert har været en tak til ånderne og naturen.
Nej, denne gang oplevede jeg hverken nogen gå i trance eller slagte en kylling. Da jeg endelig fik tilbuddet i Jacmel til at se en rigtig voodooceremoni, tror jeg jeg var så mæt af fremmede indtryk efter tre ugers rejsen rundt. Så mere eksotisk blev det heller ikke, men det vigtigste for mig var også bare at se artefakterne (se billeder herunder) og høre nogen tale om det, for at få det op til overfladen.
Hvadenten haitianerne tror på voodoo eller ej, anerkender de alle at det er en del af deres kultur, og at de i sin tid definerede sig som nationalitet netop gennem blandingen af afrikansk og vestlig tro.

Zombier – her skal du ikke forestille dig en dødedansende fra Thriller, men et almindeligt udseende menneske, der kun mumler og ikke snakker – er en anden sag. Pierrevy forklarede mig hvordan de døde går rundt om natten og vil én ondt. Jeg forstod aldrig rigtig hvorfor, men de er vist jaloux på at de andre er levende. Han fortalte fuldstændig nøgternt og skråsikkert om det, så jeg spurgte om han troede på det. ‘Nej, jeg ved det.’ Bourdo bekræftede det senere; det er en dybtliggende del af den haitianske kultur, og grænsen mellem tro og overtro er fin og svær at definere.
Den haitianske forfatter Dany Laferriere, der nu bor i Canada, har skrevet en halvselvbiografisk roman om netop dette, Pays sans chapeau (Land uden hat – fordi ingen i Haiti er blevet begravet med hat på). Det er en sjov og oplysende bog om eksilhaitianeren, der besøger sit land efter 20 år, og som i kraft af den vestlige verdens snigende indflydelse på ham, pludselig synes at zombier er langt mere overtro end tro.

Smeltediglen fortsætter. En stor del af haitianerne meget kristne, de passer trofast kirken, og det spiller en stor rolle i hverdagen. Jeg snakkede med Prisca og Mahoune om at Tina og jeg ikke er troende, og det lød pludseligt fra Mahoune: “Tina will die”. Jeg blev fuldstændig paf, vidste oprigtig talt ikke hvad hun mente, og svarede at det skal vi allesammen. Så sagde hun skråsikkert “No, because I love God”. Jeg forsøgte mig med at forklare noget om at jeg også mener at hun selv skal dø, mens jeg gjorde mit bedste for hverken at såre hende eller gøre hende (alt for) bange. Men hvad fanden er det for en hjernevaskning. Hun er 6 år!(!!!).

Jeg kom til at holde meget af familien, og Despagne sagde at han ville skrive til Meg, som administrerer Vermont Haiti Project, at han ville have flere ligesom mig. Jeg brænder ikke særligt for at komme tilbage til Haiti, men at se Despagne og Polene igen, og opleve det færdige resultat i Duchity trækker da den anden vej.
Jeg har også fået blod på tanden med hensyn til at udforske flere af de caribiske øer, for ikke at tale om deres enestående turkisblå hav…

Jeg har følt mig rigtig godt tilpas med alle dem jeg har lært at kende, og det er let at være sig selv sammen med dem. Man er fantastisk ligeværdige, hvilket er lidt utroligt når man kommer fra så forskellige kår.
Måske er det mig der er et surt løg, men den livsglæde og energi, jeg har hørt så meget om haitianerne rummer, oplevede jeg simpelthen ikke. Jeg savnede smil, veloplagthed og hjælpsomhed. De har helt sikkert deres grunde, men ikke desto mindre påvirkede det mig og min holdning til menneskerne og landet.
Således er det en kæmpe forskel at komme til New York, hvor damen i lufthavnskontrollen siger ‘I love your pants’, og hvor man bliver taget imod med en åbenhed, der får en til at føle sig velkommen og hjemme med det samme.
Overfladisk eller ej, der kan amerikanerne virkelig noget.

Som blommen i et æg i det store æble.

En uge i Port-au-Prince.

Tina og døtrene tog hjem i søndags, så jeg har fået tiden til at gå alene i Port-au-Prince (eller bare Potoprens). I starten gik den lidt langsomt… Familien her er jo vildt søde, nemme og får en til at føle sig enormt hjemme. Til gengæld bliver jeg ikke rigtig indblandet i noget. Jeg har flere gange sagt at de bare skal sætte mig til noget, for jeg vil gerne gøre nytte, men der sker kun noget på eget initiativ. Således er jeg blevet husets opvasker, hvilket også er helt fint. Har også haft held med at lave rosinboller et par gange til børn og voksnes store glæde. Jeg er en del i køkkenet med Polenes bror Pierrevy, der altid er her og laver mad. Han siger at jeg ikke er som de andre frivillige, der ofte holder sig for selv på overetagen, hvor gæsterne bor. Det synes jeg lyder underligt. Hvorfor f… skulle man ellers være her, hvis det ikke er fordi man gerne vil være en del af det?
Familien roser mig for at være så sød og i øvrigt arbejdsom, men jeg laver jo langt mindre end jeg ville gøre derhjemme.

Despagne bliver ved med at sige at familien er fattig. Jeg synes de virker meget privilegerede. Eller måske bare foretagsomme. Eller heldige. Når han ikke er i Duchity og styre byggeriet, hvor han hyrer de lokale unge mænd for $5 om dagen, arbejder han som bilmekaniker og har tilsyneladende nok at lave. Han har også et bijob som chauffør for forskellige mennesker, bl.a. til et sted nord for PaP, hvor Vermont Haiti Project, som han er tilknyttet, og som giver ham lidt fondsmidler, har et projekt i gang med nogle frivillige.
Polene går i syskole fra middag til kl 16 og har et værksted i huset, hvor hun syer tasker af kiks- og chipsemballager. De er meget søde, men desværre kun pæne fordi man kender hende. Hvor mange gange har man ikke fået en ulandsdims af nogle der har været ude at rejse, og så ender den i bunden af skuffen…

Udover kernefamilien er der en masse fætre, nevøer og brødre, de fleste i 20erne, der hænger ud her og/eller bor i teltet på taget, som blev oprettet efter jordskælvet og nu fortfarende gør nytte.
Pierrevy læser til kok og noget med business og har gang i et kaffeforetagende. Han plukker selv kaffen på Pic Macaya, Haitis næsthøjeste bjerg ved Duchity. Siden franskmændenes dominans har ingen besteget bjerget fuldstændigt. De var nemlig så snedige at placere nogle dyrebare skatte på toppen og lægge fælder ud på vejen derop. Fælder, som åbenbart stadig gælder, også for franskmændene selv.
Pierrevy har en masse holdninger til mad, der også afspejler hvor han kommer fra. F.eks. kan han ikke lige kød der har været på køl… Han har lært mig at lave kaffe i det genbrugelige kaffefilter, hans egen meget søde kaffe.

Så er der Sebastien, Despagnes nevø, et behageligt og roligt gemyt, der er sidste år i high school. Han erkender at Haiti er et kaotisk og ikke særligt optimalt land, men elsker det ikke desto mindre, for det er her han føler sig tilpas. Han vil gerne være advokat for at forsvare de svage, selv med risikoen for at blive dræbt hvis han ikke vinder retssagen.
Bourdo, på alder med mig og utroligt veltalende på fransk, læser sciences humaines. Han er i praktik på en radio og er ved at skrive speciale om præsident Martellys mediebrug og propaganda under valgkampen.

Begge er optimistiske på Haitis vegne (jeg forstår det ikke rigtigt) og vil gerne være fri af USAs økonomiske støtte og politiske indblanden, fordi de føler sig som slaver i den amerikanske dagsorden. Jeg ved ikke om Haiti kan klare sig selv. Jeg spørger til den politiske debat i de haitianske medier, om nogen kritiserer regeringen, om de (eventuelle) intellektuelle har en rolle at spille. De kan vist ikke rigtigt svare. Jeg prøver at snakke med dem om, at en reel og grundlæggende ændring af landet måske må ske indefra og nedefra, ikke kun fra præsidentens side. Det er vist en by i Rusland (eller Arabien) for dem. Jeg tvivler på der kan ske ret meget fra folkets side, når det vigtigste for dem stadig er at hente vand, hugge hovedet af aftensmaden og sælge kiks i enkeltpakker på gaden. Er det bare mig der er for ensidig?

Og så er der jo sket det historiske, at Baby Doc Duvalier, der regerede landet fra 1971-86 er rejst til Haiti for at komme i retten for brud på menneskerettighederne. Det er tilsyneladende mest den vestlige verdens ønske. Familien havde intet sagt om det, så jeg opdagede det først da jeg talte med en fotojournalist på Hotel Oloffson, der var her for at forevige begivenhederne. Senere talte jeg med Despagne om det, han sukkere bare opgivende “politique…”. Jeg blev lidt harm og synes faktisk det her kan være lidt skelsættende for Haiti – om ikke andet så for resten af verdens billede af landet-, men han er træt af tomme løfter og medierne… Han siger at han er ligeglad med om Duvalier kommer i fængsel; han har en masse penge, og dem synes han han skal poste i landet samt sættes til at arbejde i Les Cayes eller Jérémie. Ærlig talt ikke en tosset idé. Haiti og dens indbyggere har langt mere brug for en asfalteret vej uden huller og gratis skoler end retfærdighed. Det synes at være Despagnes holdning, og han er vist ikke den eneste. Haitianerne vil bare have en hverdag der fungerer.

Der er skrald alle, alle vegne, men jeg har faktisk set hele tre skraldebiler. Den ene hed Satisfaction garantie. Dog kun på de helt store færdselsårer, så hvis man ikke bor lige der, ryger det bare ned i rendestenen eller bunken nogle andre har startet. Og så bliver det dér.
Alle tisser alle steder, så Roskilde Festivals urinstøv kan vist godt gå hjem og vugge. Despagne argumenterer med et glimt i øjet at der er så mange gode tomme toiletter i vejkanten, man jo er nødt til at fylde.

Ugen her har været lidt lang, men uden at jeg decideret har kedet mig. Har også så småt vænnet mig til livet her.
Den første dag uden fellow-fremmede tog jeg alene til Pétionville, en bydel sydøst for centrum, ikke så langt fra mig. Jeg tænkte det ville være en god forberedelse til hardcore PaP; det er en finere bydel, hvor alle kontorerne, de rige og de hvide er.
Så fin var den nu heller ikke… Man kunne i hvert fald godt mærke man var i Haiti… Fra det øjeblik mine blege ben kom til syne ud af bilen, havde jeg ikke fred et øjeblik. ‘Bonjou’, ‘I love you’, ‘beautiful’, ‘blanc’ og kysselyde lød overalt. Alle andre hvide end mig kører kun i bil… Jeg trak solbrillerne for øjnene og gik fast ligeud. Der var et mylder af mennesker, gadesælgere, bric a brac-forretninger. Jeg gik som planlagt efter en boghandler, hvor jeg osede haitiansk litteratur og tænkte lidt på min kommende opgave. Købte Houellebecqs La carte et le territoire, en fremragende roman om den moderne, vulgærtsensationelle verden og dens diskurser, vaner og fælder, som jeg slugte på en uge. Den er oversat til dansk, så skynd dig at komme i gang!
Besøgte et stort supermarked, som plejer at være den største turistattraktion for mig, når jeg rejser. I Haiti er alting imidlertid importeret, hvilket betyder amerikanske både produkter og priser. Hvis man endelig skal købe tofu med baconsmag, skal det sguda gøres i USA itself.

En anden dag var jeg med Pierrevy hos et haitiansk-amerikansk hippiecommunity og aflevere noget kaffe, han har til salg der. I sig selv ikke vildt interessant at se en rødøjet (hashrygende?) amerikaner der har fået haitiansk statsborgerskab og skaber sig en fri lille verden, der er kreativ og inspirerende, men fjern fra det haitianske gadebillede. Men det var rart at komme ud, samt debutere i taptapverdenen (busserne) med en indviet.

Onsdag tog jeg hul på PaPs kerne. Med Pierrevy som guide og bodyguard gjorde jeg en tour de force rundt i den kaotiske by. Champ de Mars er den store plads, hvor Palais National lå, indtil det kollapsede fuldstændigt ved jordskælvet. Der lå stadig et par bunker murbrokker, men genopbygningen er endnu ikke begyndt. Den oprindelige arkitekt er død, og nu kan man vist ikke rigtig finde ud af hvem der skal tegne den nye bygning.
Rundt på de brede veje om Champ de Mars triller en lille vogn med to ordensbetjente, som sikrer at ingen hænger ud, drikker eller sælger på pladsen. Efter at have gået på støvede, hullede veje med et mylder af gadesælgere og grillet kylling var den påtagede orden på pladsen meget iøjnefaldende. Det mindede mig om Rusland. Det gjorde den ufærdige bygning, Aristide påbegyndte, men aldrig færdiggjorde fordi hans regeringstid ophørte, også. Så står der bare et gråt skrummel af et skelet, og ingen vil vel færdiggøre det, fordi det altid vil være i Aristides navn.

Efter at have set en del steder hvor der ENGANG var den ene eller den anden officielle bygning, men som alle blev hærget af jordskælvet, besøgte vi Musée du Panthéon National d’Haïti, en halvunderjordisk, ufolignende bygning, der imiterer de oprindelige beboere Taínos huse. Entréen for haitianere er 125 Gourdes (ca 15kr) og 5$ for udlændinge.
Det har et meget interessant museum, som led lidt under forherligelsen af nationen og dens helte. Sidstnævnte ligger begravet under bygningen under et stort monument i guld af Haitis flag.
Ikke desto mindre var den sparsomme samling om Haitis historie oplysende og medrivende. Den rummede bl.a. ankeret fra Columbus’ båd Santa Maria, den klokke, Toussaint Louverture slog for at ringe slaveriets ophør ind og Duvaliers stok… Det var i sig selv ret historisk at se med egne øjne.
Der var også en lille, lidt latterlig, men også oplysende frise om historien om det haitianske flag. Det startede da Jean-Jacques Dessalines rev det hvide ude af det franske flag som symbol på Haitis afstandtagen til Frankrigs kolonisering af landet. Siden da har flaget gået fra leder til leder og som en del magtkampen ændret en del udseende gennem årene.

Her til morgen kørte jeg med Despagne og familien til Jacmel, ca. tre timer sydpå. Vi badede på en dejlig og folkelig strand og spiste skøn grillet fisk med friterede plantain.
Nu er familien taget hjem og jeg har tjekket ind på et sparsomt men rent hotel, mens jeg lige nu leger journalist/imperialist på det finere Hotel Florita.
Jacmel er en dejlig og afslappet by, jeg er faldet helt ned efter en udmattende uge i PaP. Snart går turen til de farverige papmachefigursbutikker. Jeg kommer hjem med en kuffert fuld af flot ragelse.

Læs med næste gang, hvor det bl.a. kommer til at handle om tro og den voodoosession, jeg har været med til!