Intermezzo.

All this travelling, meeting people and saying goodbye deeply makes me recognise the passing of time. Thus two poems I really like about the theme…

 

As I Walked Out One Evening by W. H. Auden, 1940

 

As I walked out one evening,
Walking down Bristol Street,
The crowds upon the pavement
Were fields of harvest wheat.

And down by the brimming river
I heard a lover sing
Under an arch of the railway:
‘Love has no ending.

‘I’ll love you, dear, I’ll love you
Till China and Africa meet,
And the river jumps over the mountain
And the salmon sing in the street,

‘I’ll love you till the ocean
Is folded and hung up to dry
And the seven stars go squawking
Like geese about the sky.

‘The years shall run like rabbits,
For in my arms I hold
The Flower of the Ages,
And the first love of the world.’

But all the clocks in the city
Began to whirr and chime:
‘O let not Time deceive you,
You cannot conquer Time.

‘In the burrows of the Nightmare
Where Justice naked is,
Time watches from the shadow
And coughs when you would kiss.

‘In headaches and in worry
Vaguely life leaks away,
And Time will have his fancy
To-morrow or to-day.

‘Into many a green valley
Drifts the appalling snow;
Time breaks the threaded dances
And the diver’s brilliant bow.

‘O plunge your hands in water,
Plunge them in up to the wrist;
Stare, stare in the basin
And wonder what you’ve missed.

‘The glacier knocks in the cupboard,
The desert sighs in the bed,
And the crack in the tea-cup opens
A lane to the land of the dead.

‘Where the beggars raffle the banknotes
And the Giant is enchanting to Jack,
And the Lily-white Boy is a Roarer,
And Jill goes down on her back.

‘O look, look in the mirror,
O look in your distress:
Life remains a blessing
Although you cannot bless.

‘O stand, stand at the window
As the tears scald and start;
You shall love your crooked neighbour
With your crooked heart.’

It was late, late in the evening,
The lovers they were gone;
The clocks had ceased their chiming,
And the deep river ran on.

 

 

“Le Pont Mirabeau”, G. Apollinaire, 1912

Sous le pont Mirabeau coule la Seine
Et nos amours
Faut-il qu’il m’en souvienne
La joie venait toujours après la peine.

Vienne la nuit sonne l’heure
Les jours s’en vont je demeure

Les mains dans les mains restons face à face
Tandis que sous
Le pont de nos bras passe
Des éternels regards l’onde si lasse

Vienne la nuit sonne l’heure
Les jours s’en vont je demeure

L’amour s’en va comme cette eau courante
L’amour s’en va
Comme la vie est lente
Et comme l’Espérance est violente

Vienne la nuit sonne l’heure
Les jours s’en vont je demeure

Passent les jours et passent les semaines
Ni temps passé
Ni les amours reviennent
Sous le pont Mirabeau coule la Seine

Vienne la nuit sonne l’heure
Les jours s’en vont je demeure

Paris.

Paris is beautiful as always. I had butterflies in my stomach just driving to the centre Sunday evening. Our flat is small but gorgeous, and our little street in Marais is to die for.
Nathan and I are enjoying life with food, wine, walks, looking and talking. Our first night, we found our feet in the new city with a lovely glass of Ricard, but still starting every sentence with “Grazi… merci”, “per favo… s’il vous plaît”, “buongior…. bonjour”. Still adjusting.

Paris is a never-ending book of street art and when I first walked out this morning, I saw this:

I think it’s my tenth time in Paris, so I take in the city in another way than Nathan who has never been here before. But with a bit of patience and my desire to find out what all the monuments actually are, it’s working very well. Having been so absorbed in Roman architecture, I had almost forgot all about Gothic churches. But how my eyes enjoy looking at something else than Baroque grandiosity! The construction of Notre Dame began in 1163, and the cathedral is widely mentioned in Victor Hugo’s Notre Dame de Paris, which I just bought. When a book costs under 5€ – rule of thumb: buy it.

Paris streets are just cute à mourir

Girls passing their time browsing books outside the legendary Shakespeare & Co. bookshop.

The original owner of the bookshop, George Whitman, just passed away last week. Apparently he is an icon, and I guess this is something he wrote.  I like it – and might relate a bit too much to it sometimes.

One of my favourite buildings in Paris is Grand Palais. Constructed with steel and glass, it was inspired by Crystal Palace in London and meant for the Universal Exposition of 1900. I’m crazy about the Art Nouveau of this building; hard staircase made in steel but looking organic and soft. Despite its monumentality, I find a special peace in this place.

Consequently, when we walked in, we were surprised to discover – a whole new world of an amusement park inside!

It was very interesting to see. It was too much of a good thing, so kitsch, so much steel, to me charged with so many meanings and connotations of modernity. You might think I should get out of my ivory tower… But I’m having fun in here!

Today we had a lovely evening walk to Montmarte. It’s certainly too cute, but they really know how to get Christmassy, a thing Rome did not manage.

The happy travellers say goodbye

I hope I haven’t let too many Danes down writing in English… It will probably be a good mix of languages futher on.

Oh, and by the way… Finished that paper I never really talked about, but that was the reason for all this sweet globetrotting.

Julen er kommet – Laura tager af sted / Christmas has arrived – Laura is leaving

Julen er kommet til Rom, og det er corny!

In honour of the Maltese and the non-polyglot (or just non-Danish speakers): in English too!:

Christmas has come to Rome, and it’s corny!

På guccigaden har Mercedes sponseret julebelysningen / On the Gucci street, Mercedes has sponsored the Christmas illumination

Og Via del Corso ornamenteres i anledningen af 150-året for Italiens samling / And Via del Corso is ornamented to mark the 150th anniversary of the unification of Italy

Piazza Venezia

Babington’s Tearoom

Piazza Navona julemarked, med de grimmeste kraftige pærer – hele dagen / Christmas market at Piazza Navona, with the ugliest powerful bulbs – all day.

Den sydeuropæiske variant; julekugler på et oliventræ / The southern european version: christmas balls on an olive tree

Og hvis du skulle få brug for lidt frelse, henvises du til: (Tænk der findes et sådant piktogram!!!) / And if you care for a bit of salvation, please go to: (Can’t believe that a pictogram like that exists!)

Jeg er på min næstsidste dag i Rom, og det er svært at sige farvel. Ikke så meget til byen som til de søde mennesker jeg har mødt, og det søde liv jeg har ført. Jeg kommer til at savne spontaniteten og tidløsheden:

I have one more day left in Rome, and it’s hard to say good bye. Not so much to the city as to the sweet people I’ve met, and the sweet life I’ve been living. I will miss the spontaneity and the timelessness:

Gåturene, fx at krydse Colosseum på vej hjem fra en bytur:

The walks, for example to pass Colosseum on the way home from a night out:

Eller Villa Borghese:

Or Villa Borghese:

At få rødvinsregninger der er så lange, at de overskrider linjerne:

To receive red wine bills so long that they go over the lines:

Nyde arkitektur hver dag:

Enjoy architecture everyday:

Tale, lytte til, lære fremmede sprog hver dag:

Speak, listen to, learn foreign languages everyday:

Det har bestemt været la dolce far, om ikke niente, så en masse helt fantastiske og spændende ting.

It has indeed been la dolce far, if not niente, then a lot of fantastic and interesting things.

Og i morgen: Paris!

And tomorrow: Paris!

Al metro.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mennesker.

Dette er måske en hyldest til menneskers forskelligheder.

Jeg bor sammen med et par fra San Francisco, åbne, søde og politiske. Hun er her for at forske i immigration og radio, han er med som det tynde øl, og er en sød, stille og humoristisk mand, med karriere som barber.
Deler også lejlighed med en iraner, sådan et rigtigt klassisk ”geni”, der går og mumler for sig selv og kan holde monologer i timevis (og han stopper ikke hvis man gør tydelige tegn til at man er på vej ud af rummet). Han synes helt normale ting er mærkelige (og så siger han ”Straniiiiiiissimooo”), og sagde, da jeg forklarede at man skulle forvarme ovnen inden man bager: ”Jamen så er den jo varm, så kan jo brænde sig??”. Og dig, der sidder derude og tænker at han er jo også fra Iran, det må være meget anderledes dér osv., nej, kulturelle forskelle er ikke den eneste forklaring. Ikke når han sidder træt i køkkenet og sukker ”insoooomnia…” og begynder at remse alle afrikanske lande op fordi jeg gav ham stikordet ”min opgave”. Det ER bare mærkeligt.
I det tredje rum bor der en franskmand, hvis kæreste bad ham sige sit job op så de kunne flytte til Bruxelles, dernæst forlod hun ham, så nu er han uden job, kæreste og lejlighed, men med en måned i den franske boghandel.
Så er der italieneren fra Molise i det fjerde værelse, der taler drønstærkt, men altid er åben og har en skøn humor. Hver gang han har været hjemme på landet har han ravioli di mamma fatti in casa eller svampe plukket i de lokale bjerge med tilbage og byder altid.
Mit alter ego, som slet ikke er mit alter ego, min sjæleven, som slet ikke er min sjæleven, er sproggeniet Nathan fra Manchester som jeg ser mindst hver anden dag. Vi er vidt forskellige, han er seks år yngre, har ikke samme almendannelse som jeg, han læser chick lit og elsker melodi grand prix (naturligvis er han også homo). DOG har vi det enormt sjovt sammen, deler nysgerrighed, sprogundren, han lytter interesseret når jeg forklarer noget, og jeg lytter til mine ører smelter til hans vidunderlige britiske accent.
Jeg er blevet venner med en del maltesere, der alle er smukke – og alle studerer jura! En anden observation er at jeg kun har mødt jurastuderende der ikke brænder for deres fag i det daglige, og aldrig taler passioneret om det. Tænk sådan at opdele privatliv/hobby fra karriere. Kald mig bare naiv, men de gør det sguda kedeligere for sig selv.
Jeg har mødt den ældre, elegante Ron Stevens fra Philadelphia. Da han hørte jeg var dansker, begyndte han at fortælle hvordan han havde arbejdet for the Scandinavian Post som jazzkorrespondent i København i ’59. Han har ganske sikkert været en kvindebedårer og –bedåret (og havde grangiveligt den samme kone som han har nu), var model i Danmark fordi han var sorthåret (jeg er helt sikker på han har været (stadig er) gudesmuk). Da han efter nogle år kom tilbage, var hans ven død og Montmartre lukket.
Jeg har mødt en bleg, gumpetung tysk pige, der underviser i zumba. En schweizer, der er her fordi hendes kæreste er i Vatikanets schweizergarde. En israelsk ung, pacifistisk fyr der er tvunget til at komme i hæren i Israel, men siger: ”Hvis ikke jeg gør det, kommer der én i stedet for mig, der er endnu værre og elsker at dræbe”. En pensioneret fransk kunsthistoriker, der er taget af sted uden familien for at lære italiensk og male. En arrogant belgo-canadier, der altid kun fortæller halve historier for at fremstå interessant. En amerikansk, evigt længselsfuld og romantisk aupair, som pludselig forsvandt ud af kommunikationen med mig. En polyglot libaneser, der ikke lader andre tale, men derimod selv brokker sig over verden, Italien, italienere. En malteser med en rig familie i Dubai. Et tysk matematikgeni, der formår at gøre det interessant for en humanist. En russisk, feminin pige, der bander og er fandenivoldsk. En anorektisk amerikaner, en æseldyragtig hollænder, en jovial mexicaner…

Og en glad dansker.

Ude

Ude.

Hjemme og omegn

 

Jeg gør klar til gløgg.

Her skriver jeg opgave.

Om Jesu fødder, springvand og hvordan man undgår køen i Peterskirken.

Nu er jeg alene i den store by igen. Min opgave som du sikkert har undret dig over jeg slet ikke har nævnt på noget tidspunkt (eller også har du tænkt, det kan jeg fandme godt forstå hun ikke gider nævne, jeg vil også hellere læse om alle de spændende ting i Rom), skrider skam fremad. Det er naturligvis sjovere at lave alt muligt andet, men det fungerer faktisk meget godt at være et sted hvor opgave er det eneste jeg virkelig har at stå op til. Næsten i hvert fald… Om aftenen mødes jeg med Nathan eller malteserpigerne eller laver noget andet. I går tog jeg ind til det franske kulturinstitut og gik i gratis bio. Det var fedt, og det er hver uge. Så fandt jeg en café uden internet, hvilket også er meget befordrende for opgaveskrivning (!).

Nok er jeg alene nu, men Nikolaj og jeg havde jo over en uge efter Napoli til han skulle hjem. Da tog vi bl.a. til Via Appia Antica, en meget lang romersk vej fra ca. 300 f.Kr., og en af de første til at blive stenbelagt. Jeg har lige læst mig til at man i sin tid korsfæstede folk langs vejen med 70 meters mellemrum, og det er derfor man stadig kan se rester af de riges mausolæer langs vejen. Der er tradition for at man lejer cykler og nyder freden på vejen.
Okay, lidt mange billeder af en vej, men den var hyggelig, og stenene var flotte!

Man passerer også kirken Domine, quo vadis?-kirken. Sankt Peter skulle flygtende fra forfølgelse i Rom grangiveligt have mødt Jesus på korset på denne vej og stillet ham dette spørgsmål (Herre, hvor går du hen?). Dertil svarer Jesus at han skal ind til Rom for at lade korsfæste igen, som en ægte martyr, så det gør Sankt Peter også.
I denne kirke kan man se Jesu fodspor (!), da han mødte Sankt Peter, og det passer, for pave Innocent III har sagt det.

Vi har også besøgt Villa d’Este, en kæmpe renæssancehave nær Tivoli. Det var vildt fedt og for meget, men et kroneksempel på labyrintisk renæssanceæstetik. Der var (fuldstændigt smagløse) kunstige grotter, græske statuer og en hel masse symmetri i springvandene, vandhullerne, buskene etc., men så alligevel altid et brud med det.

På en fresko inde i slottet (hvor Franz Liszt har boet senere hen) kan man få et overblik over haven:

Thorvaldsen à la Niko:

Disse små fontæner med abe- og løveansigter var der 100 (!) af hele vejen hen:

Lidt mere for at illustrere det corny. Disse grimme søjler, der er en blanding af jeg ved ikke hvor mange stilarter, og så bærer de selvfølgelig ikke noget.

Dette er mosaikker, der skal ligne at de er gravet arkæologisk frem fra stenene udenpå. Men det hele er nyt! Pastiche når det er bedst.

Men det var også pænt og smukt og fredeligt, og vi elskede at gå rundt og hoppe i trompe l’oeil- og labyrintfælderne og nyde alt det kunstige.

Anden form for kyskhedsbælte

Hvis jeg var mand, ville jeg være bange for sådan en kvinde:

Det her er bare et åndssvagt motiv jeg alligevel syntes var pudseløjerligt nok til at fotografere:

Byen Tivolo er også  rigtig hyggelig. Nu nok om Villa d’Este!

De sidste dage inden Nikolaj tog af sted, nåede vi Peterskirken (Hvorfor kalder vi den aldrig Sankt Peterskirken, når den nu hedder det?) og dagen efter Vatikanmuseerne. Det var meget stort og meget spændende. Men igen, tag derhen INDEN du allerede har set på barok- og renæssancekunst i over en måned.

Sådan ser man ud når man ankommer med morgenmad i hånden 8.30 til Peterskirken, og køen derfor er lig med nul:

Dette er til mine latinvenner (Herre, vasker du mine fødder?). Der er gode dativer, nutidsverber og objekter…

Hvis man vil op i kuplen, skal man ikke være klaustrofobisk. Gangene man går ad – mellem yderkuppelvæggen og den indre! – ser således ud. Og det er ikke mig der har holdt kameraet skævt:

Så kommer man op til en ret vild udsigt over hele Rom. Her skyggen af egen kuppel over Vatikanhaverne:

Og pludselig åbenbarer der sig et kunstværk i buske: Sankt Peters nøgler. Lidt for meget måske?

Kuplen var for mig det fedeste. Selve kirkerummet overraskede mig ikke som jeg troede det ville. Det var jo bare meget mere af det samme jeg har set i alle de andre kirker. Sådan havde jeg det. Men jeg er selvfølgelig glad for at have set det.

Dagen efter tilbragte vi ca. 5 timer i Vatikanmuseerne. Vi lavede samme trick med at troppe op ca. halv ni med morgenmad; der var køen lille, men det skulle vise sig at der slet ikke var kø da vi kom ud igen ved 2-tiden.

Dette er Berninis skitser:

En faun der kilder en yngling under foden…

Der var et helt galleri med kristne motiver af Van Gogh, Kandinsky, Botero, Matisse, Braque, Picasso osv. Det også meget spændende, men jeg kan nu bedst lide deres lidt mindre traditionelle motiver…
Og så den smukke trappe ved udgangen:

Vi har nået meget! Så op at ligge på tagterrassen.

Farvel så længe. Nu skal jeg skrive opgave!

Napoli – skønheden og udyret

I sidste uge tog Nikolaj og jeg en tur med overnatning til Napoli. Vi havde glædet os samt frygtet det værste, for rygterne går om mafia, skrald, kaos og en rå by. Mafia så vi ikke (hvad vi ved af), men hele byen var et larmende, beskidt kaos af skrald, biler, vasketøj og mennesker, der råber til hinanden langt tværs over gaden. Byen havde helt klart sin egen charme, men desværre kommer man som turist til at gå i de samme otte gader inden for centro storico, som er noget mere pittoresk end resten.
Men f*** hvor er der smadret. Det er bestemt ikke det polerede, leflende Rom.
Der var dog en helt anden stemning, som jeg var ret vild med. Napoli er en stor universitetsby, og vi så flere fakulteter rundt om i kvartererne. De unge klæder sig helt anderledes og mere flippet end de stilfulde/kedelige romere, og der var hippiecafeer og interessant og farverig graffiti rundt om i gaderne.

Napolis havn er grim og industriel. Den kunne være nydelig à la Cannes og varsle alt det lækre de fleste kommer her for, at sejle ud til øerne. Men i stedet er der hegn foran vandet og telte med romaer dér hvor der kunne have været en afslappende havnepark.

Når man ankommer med toget, må man tage en dyb indånding og som kvinde gribe sin kærestes hånd for ikke at blive tiltalt og falbudt sko, smykker, fake mærketøj etc. Der var helt tydelige markedslignelser til Marokko og andre arabiske/mellemøstlige lande –  handelsmændene var nu også derfra. Jeg bilder mig ind at man godt kan mærke at Napoli er en kystby, idet immigranterne sandsynligvis mere umiddelbart kommer hertil end længere ind i landet.

Lige over for vores hotel lå der en klosterhave,  med nogle meget ejendommelige fliser. Haven med majolicafliser og terra cotta er fra 1700-tallet og en dejlig oase.

Her bor skam også rigtige, nulevende munke! – Min yndlingsaversionsmystiskhedsfavorit!

Udsigten fra hotellet, over til ovennævnte kirke/kloster:

Vi besøgte Napolis Duomo, San Gennaro, og tilbragte uforholdsmæssigt lang tid derinde. Den var (åbenbart) meget spændende, havde mange forskellige kunstværker, der var en kvindelig præst, og nogle flotte, ca. 2000 år gamle mosaikker. Jeg kan godt lide de lidt anderledes og farvestrålende motiver, man kan være heldig at finde:

Ikke en blog uden enten kat eller mad.
Vi måtte naturligvis smage den legendariske napolitanske pizza; de var indbydende og meget smagfulde. Nikolaj fik dette lille mesterværk:

Jeg ramte dog noget forkert og blev temmelig overrasket (og kvalm) da jeg fik denne:

Friturestegt pizza!!! Aaaaarghhh…

Til morgenmad fik jeg en sfogliatelle, som er en napolitansk brioche(det kalder de det)-specialitet. Det betyder mange lag, og det har den! Meget smukt. Inde i er selvfølgelig noget meget tung og meget ægget kagecreme. Jeg lærer bare aldrig at elske deres form for morgenmad. Eller deres kager i det hele taget.

Oven på en masse pizza dagen før og i ly for regnen fandt vi en sød restaurant, som var anbefalet af flere franske rejseguides. Der fik jeg skaldyr à la himmerrigsmundfuld:

…og bagefter skulle jeg selvfølgelig prøve en mærkelig kage. Baba au rhum, endnu en napolitansk specialitet:

Det fremgår måske ikke så tydeligt hvor beskidt der var. Men man tager jo ikke så tit billeder af alle de grimme ting…

Note: Mine blogstatistikker siger mig, der er en del der læser min blog. Det er jo fedt; jeg håber også at den bliver fundet interessant. Og så vil jeg bare lige sige at jeg også meget gerne vil høre fra dig! Bare fordi man flytter til et andet land, betyder det jo ikke man glemmer alle dem derhjemme. Dixit!

Orvieto og efterårsdage i Umbrien

Jeg beklager mit længerevarende fravær fra bloggen, der lader de hjemmegående længselsfulde og de mætte sultne. Hovedsagen er min og Nikolajs “getaway within a getaway”, som amerikanerinden fra kollektivet kalder vores udflugter rundt i landet. Dernæst er grunden de enorme mængder af billeder vi har taget og derfor mangler at sortere.

Sidste uge var vi tre dage i Orvieto, dvs. vi boede tre kilometer fra selve bjergbyen, på et skønt luksushotel vi aldrig havde haft råd til i højsæsonen.

Orvieto havde en mere venlig atmosfære end Rom, men sådan er det jo altid når man kommer uden for storbyerne. Det er en nuttet, lille middelalderby i Umbrien, som normalt kaldes “Italiens grønne hjerte” og er et område der står lidt i skyggen af Toscana. Men lunt efterår i Umbriens bjerge med grøn-rød-orange farver var nu ganske enestående! Maden ligeså, helt anderledes end det romerske køkken og en anden spillen på smagsløgene. De to gourmander nød det i hvert fald! – Og lavede en kæmpe grøn salat så snart de var hjemme i et køkken igen… (For maden var (som i Rom) vildt god, og meeeget olieret – se billede! )

 

Dette er smuk morgentåge fra hotellets område med udsigt til Orvieto by, som ligger dér på toppen.

Endnu en morgenudsigt. Fra vinduet på værelset.

Mere udsigt. Det var så stilfuldt, det hele.

Først tager man en stejl funiculare op ad bjerget, og så er man i den bakkede middelalderby.

My favourite paveport rundt om Orvieto fra 1800noget. Det seje er at der står S.P.Q.V. – i Rom står der alle steder S.P.Q.R. for Senatus PopulusQue Romanus, hvilket refererer til den gamle romerske republik. Orvieto hed under etruskerne Velzna; mit, amatøragtige men dog kvalificerede, gæt er at S.P.Q.V. står for Senatus PopulusQue Velznus et-eller-andet som for at trække en historisk oltidstråd.

Plastikposer der hænger til tørre (?):

Piazza del Duomo:

Jeg ved at mine læsere ville undre sig hvis ikke der var nævnt en kat i ny og næ. Derfor – nu er du advaret!

Snigerbillede af gadeliv:

Orvieto har en smuk domkirke fra 1300-tallet.

Fra siden er den helt anderledes. Striberne har jeg desværre ingen forklaring på. Hvis du har, fyr løs.

Og dens mosaikmønstre er byzantinsk inspireret, det er flot og interessant at kigge på:

Inde i kirken er der nogle helt fantastiske malerier af Signarelli (som jeg ikke kender) fra start 1500. Det er dommedagsbilleder og Antikrist der kommer og hvisker i syndernes ører. Det siges at han har sneget Dante, Boccaccio, Petrarca og Columbus ind lyttende til Antikrist. Totalt sejt! Man måtte ikke tage billeder, men det var virkelig gribende. Han havde en ret vild fantasi, ham Signorelli…

Jeg tog dog et forbudt billede af noget andet inde i kirken, fordi jeg syntes arabeskerne er ret seje og kødfulde-menneskelige:

Under Orvieto er der et helt net af grotter og vandveje, som grundlagdes under etruskerne (ca. 3000 år siden).  Vi var på en rundtur i nogle stykker af de ca. 1200 huler.  Grotterne var nødvendige for at få vand fordi byen ligger så højt. Der var bl.a. en brønd der gik durk 90 m. ned, kun med plads til kroppen der skulle hente vand. Nej tak!

 

Hullerne for enden er til duer, som man spiste. Det er der stadig tradition for, nu bor de bare ikke her mere.

 

Det er altså ret vildt at tænke på at jeg kigger ud af vinduet midt i et bjerg!

 

Vi besøgte også en brønd fra 1500-tallet, som har en spiraltrappe til at gå derned, og én til at gå op igen (i sin tid de vandbærende æsler):

 

Ved udgangen var der åbenbart nogen der var svært skuffede over brøndoplevelsen…

Det var tre virkelig smukke, fredelige, velsmagende efterårsdage. Jeg vil virkelig gerne tilbage til Umbrien. Derfor var jeg også ked af det da vi skulle hjem: