Napoli – skønheden og udyret

I sidste uge tog Nikolaj og jeg en tur med overnatning til Napoli. Vi havde glædet os samt frygtet det værste, for rygterne går om mafia, skrald, kaos og en rå by. Mafia så vi ikke (hvad vi ved af), men hele byen var et larmende, beskidt kaos af skrald, biler, vasketøj og mennesker, der råber til hinanden langt tværs over gaden. Byen havde helt klart sin egen charme, men desværre kommer man som turist til at gå i de samme otte gader inden for centro storico, som er noget mere pittoresk end resten.
Men f*** hvor er der smadret. Det er bestemt ikke det polerede, leflende Rom.
Der var dog en helt anden stemning, som jeg var ret vild med. Napoli er en stor universitetsby, og vi så flere fakulteter rundt om i kvartererne. De unge klæder sig helt anderledes og mere flippet end de stilfulde/kedelige romere, og der var hippiecafeer og interessant og farverig graffiti rundt om i gaderne.

Napolis havn er grim og industriel. Den kunne være nydelig à la Cannes og varsle alt det lækre de fleste kommer her for, at sejle ud til øerne. Men i stedet er der hegn foran vandet og telte med romaer dér hvor der kunne have været en afslappende havnepark.

Når man ankommer med toget, må man tage en dyb indånding og som kvinde gribe sin kærestes hånd for ikke at blive tiltalt og falbudt sko, smykker, fake mærketøj etc. Der var helt tydelige markedslignelser til Marokko og andre arabiske/mellemøstlige lande –  handelsmændene var nu også derfra. Jeg bilder mig ind at man godt kan mærke at Napoli er en kystby, idet immigranterne sandsynligvis mere umiddelbart kommer hertil end længere ind i landet.

Lige over for vores hotel lå der en klosterhave,  med nogle meget ejendommelige fliser. Haven med majolicafliser og terra cotta er fra 1700-tallet og en dejlig oase.

Her bor skam også rigtige, nulevende munke! – Min yndlingsaversionsmystiskhedsfavorit!

Udsigten fra hotellet, over til ovennævnte kirke/kloster:

Vi besøgte Napolis Duomo, San Gennaro, og tilbragte uforholdsmæssigt lang tid derinde. Den var (åbenbart) meget spændende, havde mange forskellige kunstværker, der var en kvindelig præst, og nogle flotte, ca. 2000 år gamle mosaikker. Jeg kan godt lide de lidt anderledes og farvestrålende motiver, man kan være heldig at finde:

Ikke en blog uden enten kat eller mad.
Vi måtte naturligvis smage den legendariske napolitanske pizza; de var indbydende og meget smagfulde. Nikolaj fik dette lille mesterværk:

Jeg ramte dog noget forkert og blev temmelig overrasket (og kvalm) da jeg fik denne:

Friturestegt pizza!!! Aaaaarghhh…

Til morgenmad fik jeg en sfogliatelle, som er en napolitansk brioche(det kalder de det)-specialitet. Det betyder mange lag, og det har den! Meget smukt. Inde i er selvfølgelig noget meget tung og meget ægget kagecreme. Jeg lærer bare aldrig at elske deres form for morgenmad. Eller deres kager i det hele taget.

Oven på en masse pizza dagen før og i ly for regnen fandt vi en sød restaurant, som var anbefalet af flere franske rejseguides. Der fik jeg skaldyr à la himmerrigsmundfuld:

…og bagefter skulle jeg selvfølgelig prøve en mærkelig kage. Baba au rhum, endnu en napolitansk specialitet:

Det fremgår måske ikke så tydeligt hvor beskidt der var. Men man tager jo ikke så tit billeder af alle de grimme ting…

Note: Mine blogstatistikker siger mig, der er en del der læser min blog. Det er jo fedt; jeg håber også at den bliver fundet interessant. Og så vil jeg bare lige sige at jeg også meget gerne vil høre fra dig! Bare fordi man flytter til et andet land, betyder det jo ikke man glemmer alle dem derhjemme. Dixit!